Clever udvider igen mulighederne for sine abonnementskunder. En ny aftale med EDF power solutions betyder, at Clever One-kunder nu kan bruge mere end 1.500 ekstra offentlige ladepunkter rundt om i Danmark. For Clever One- og Clever One Business-kunder er opladningen inkluderet i abonnementet på samme måde som hos Clevers øvrige danske ladepartnere. Opladningen kan startes med den sædvanlige Clever-app eller ladebrik.
Kun 76 af de 1.500 er lynladere
Aftalen kan især mærkes af elbilister på Sjælland og i hovedstadsområdet, hvor EDF har en stor del af sine danske ladepunkter. Selskabet er samtidig ved at brede sig mere ud på Fyn og i blandt andet Aarhus og Esbjerg.
Men de 1.500 ladepunkter skal ikke forveksles med 1.500 nye muligheder for lynopladning. Kun 76 af EDF’s ladepunkter er lynladere. Til gengæld ligger flere af dem strategisk godt for længere ture. Ved E20 i Korsør har EDF eksempelvis 19 lynladeudtag, mens anlægget i Langeskov har 14. Der findes desuden otte i Kokkedal og fire på Frederiksberg.
Artiklen fortsætter efter annoncen

