×
Elbiler

Consumer Reports undersøgelse: Elbiler er billigere i drift end benzinbiler

Elbilsproducenterne har sagt det i årevis, men nu har de fået lidt ekstra – og mere troværdigt – skyts i kampen imod benzin- og dieselbiler. En ny Consumer Reports undersøgelse viser nemlig, at det er billigere at eje en elbil set over bilens levetid end en tilsvarende benzin- eller dieselbil i samme klasse, og at den forskel langt hen ad vejen gør det op for den noget højere anskaffelsespris på elbiler. Faktisk er der eksempelvis en besparelse – over bilens levetid – på 15.000$ (ca. 94.000 kr.) på de samlede udgifter på en BMW 330i til en Tesla Model 3.

Ikke direkte sammenlignelig med Danmark

Undersøgelsen er amerikansk og bygger på amerikanske benzin- og elpriser, som er noget anderledes end danske, derfor kan den ikke direkte overføres til danske forhold. Dog er elbiler generelt meget bedre til at udnytte energi end benzinbiler, og de bliver kun bedre med kommende generationer af batterier (eksempelvis skulle Teslas nye batterier give et betragteligt boost i effektivitet samtidig med, at de bliver billigere).

Selv med en øgelse af afgifterne i Danmark burde elbilerne fremadrettet også være en del billigere når det kommer til “brændstof”. Den amerikanske undersøgelse tager også amerikanske staters fradrag i betragtning, hvilket naturligvis heller ikke har meget at gøre med danske forhold. Vi har dog tilsvarende andre besparelser – eksempelvis kan man i flere store byer i Danmark slippe helt for at betale for parkering hvis man kører i en elbil.

På trods af forskellene til USA har undersøgelsen et par interessante pointer – for eksempel at udgiften til brændstof langtfra er det eneste sted, hvor elbiler har en fordel.

Mindre vedligehold

Undersøgelsen slår fast, at udgifterne til vedligehold er ca. halvdelen på elbiler i forhold til en benzin/dieselbil. Grunden er særligt, at der ikke er mange bevægelige dele på en elbil i forhold til en bil der kører på flydende brændstof. Selv hvis du investerer i en brugt elbil skulle udgifterne holde sig en del under, hvad du ville have af udgifter på en tilsvarende benzinbil – dog med det forbehold at prisen kan blive udlignet, hvis bilen på et tidspunkt skal have skiftet batteri.

Indtil videre tyder det dog på, at selv elbilproducenterne er overrasket over, hvor godt batterierne holder på elbiler.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.