×
TeknologiTophistorie

Dansk Kabel TV ramt af cyberangreb

Kundedata er blevet stjålet fra det TDC-ejede Dansk Kabel TV efter et cyberangreb. Der er dog kun tale om telefonnumre, beroliger selskabet.

Det TDC-ejede Dansk Kabel TV har været udsat for et cyberangreb. Under angrebet er det lykkedes for de IT-kriminelle at tiltvinge sig gang til de systemer, der sender sms’er i forbindelse med driftsforstyrrelser hos selskabet.

Derfra er der stjålet en liste med telefonnumre til Dansk Kabel TV’s kunder eller tidligere kunder, som modtager vores driftsinformation. Selskabet understreger, at hverken hovedsystemer, øvrig infrastruktur eller andet kundedata, som ikke har været på denne liste, er berørt af angrebet.

“Det er vigtigt for os at specificere, at der ingen konsekvenser er for jeres internet eller sikkerhed i øvrigt. Der er udelukkende tale om telefonnummer på dig og ingen anden form for information. Vores klare forventning er, at de IT-kriminelle ikke kan bruge den stjålne liste til noget,” skriver Dansk Kabel TV på en hjemmeside, der er oprettet til formålet.

Her fortæller de også, at angrebet er sket i forbindelse med et vedligeholdelsesarbejde på sms-systemet.

“I et ganske kort tidsrum er der opstået en sårbarhed for indtrængen udefra. Det vindue har it-kriminelle uheldigvis benyttet. Men da vi har sikkerhedsforanstaltninger over hele vores netværk og i vores systemer, blev vores drifts- og sikkerhedsfolk alarmeret med det samme. Derfor blev angrebet også opdaget med det samme, og vi kunne inden for ganske få minutter lukke adgangen,” oplyser Dansk Kabel TV.

Der er angiveligt tale om en menneskelig fejl, der gjorde angrebet muligt, og ikke et hul i systemerne. Selskabet fortæller, at de nu har opdateret deres processer, så cyberangreb kan undgås fremover. Dansk Kabel TV har anmeldt databruddet til Erhvervsstyrelsen. 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.