×
TeknologiTophistorie

Dansker skal i rummet med SpaceX

Den danske astronaut Andreas Mogensen bliver den første ikke-amerikanske pilot på en SpaceX mission. Han skal være væk i seks måneder.

Den danske astronaut Andreas Mogensen bliver den første ikke-amerikanske pilot på en SpaceX-mission. Det har Josef Aschbacher, generaldirektør for European Space Agency (ESA), netop annonceret på Rumkonferencen 2022 på DTU i Lyngby. 

Det er NASA, der har peget på den danske ESA-astronaut som den ene af to piloter på en kommende Space X-mission, der i juli 2023 drager på en længerevarende rejse mod ISS, den internationale rumstation.

I alt fire astronauter forventes opsendt i seks måneder på SpaceX Crew Dragon fra Florida i USA. Astronauterne vil flyve retur mod jorden i februar 2024.

Andreas Mogensen er naturligvis begejstret:

SpaceX
Andreas Mogensen (foto: ESA/NASA)

– Jeg glæder mig rigtig meget til at vende tilbage til ISS. Jeg har set frem til denne mission, lige siden jeg landede den 12. september 2015 efter mit første ophold på ISS. Rumstationen er et utroligt laboratorie, hvor vi udfører grundforskning og samtidig forbereder os på fremtidige bemandede missioner til månen og Mars. Rumfart handler derfor om fremtiden – om den verden og det samfund, vi gerne vil skabe. Rumfart repræsenterer troen på en lysere, mere grøn, mere oplyst og større verden, hvor menneskeheden kan udfolde sig og vokse.

Glad minister

– Andreas Mogensen har bare gjort det rigtig godt. Det er jeg ikke alene stolt over som dansker. Det er jeg også glad og taknemmelig over som minister, udtaler uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen. Han fortsætter:

– Rumforskning kommer kun til at spille en endnu større og vigtigere rolle inden for forskning og innovation i fremtiden. Blandt andet i forbindelse med at løse de meget store klimaudfordringer, vi står over for. Med denne her ekspedition får danske forskere mulighed for at lave nogle helt unikke forskningsforsøg, der blandt andet kan fremme grøn omstilling. Og det glæder jeg mig til at følge.

Regeringen oprettede i 2021 en officiel dansk rumstrategi. Strategien sætter en klar grøn retning for den danske indsats og belyser rumområdets store potentiale for at bidrage til udviklingen af nye grønne teknologier og løsninger, der kan beskytte klimaet, miljøet og naturen, men også øge vores sikkerhed og beredskab. Rumstrategien kan læses her (PDF, åbner i ny fane).

Fakta …

  • Andreas Mogensen skal opsendes med SpaceX Crew-7 Dragon fra NASA’s Kennedy Space Center i Florida og er desuden backup pilot for Crew-6
  • SpaceX Crew-7 Dragon kan blive flyttet nogle måneder frem i tid, hvis Boeing har succes med sin opsendelse af Starliner
  • Andreas Mogensen har siden sin sidste mission arbejdet i Mission Control i Houston, hvorfra han bl.a. har guidet astronauter på rumvandringer
  • ESA udvalgte Andreas Mogensen som astronaut tilbage i 2009 sammen med fem andre europæiske astronauter på baggrund af Danmarks deltagelse i ISS siden 1998
  • Andreas Mogensen blev den første dansker i rummet 2. september 2015, da han blev opsendt på den 10 dage lange Iriss-mission til ISS, hvor han arbejdede som flyveingeniør og udførte eksperimenter på en række områder.
  • De europæiske astronauters missioner understøttes af ESA’s Exploration program Terrae Novae og det tætte samarbejde med NASA
  • ESA står for otte pct. af NASA’s halvdel af ISS
Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.