AI-boomet er ved at udløse et byggeboom af enorme datacentre i Europa. De kræver store mængder strøm til serverne og i mange tilfælde også vand til køling. Men vil du vide, hvor meget et bestemt datacenter faktisk bruger, kan du hurtigt løbe panden mod en mur.
En omfattende undersøgelse fra den undersøgende journalistorganisation Lighthouse Reports viser, at oplysninger om de enkelte datacentres strøm- og vandforbrug i store dele af Europa enten ikke er offentligt tilgængelige eller er særdeles vanskelige at få udleveret.
Det er bemærkelsesværdigt, fordi EU allerede kræver, at større datacentre rapporterer en række oplysninger om blandt andet energiforbrug og vandaftryk. Kommissionen har ligefrem slået fast, at større gennemsigtighed er nødvendig for at kunne vurdere datacentrenes påvirkning af energi, klima og miljø.
Artiklen fortsætter efter annoncen


