Digitaliseringsministeriet løfter nu sløret for navnet på den offentlige digitale tegnebog, der lander i starten af næste år. Og det bliver til endnu et “ID” i rækken, efter NemID, MitID kommer nemlig AltID. Navnet understreger målet: Én app til alle dine digitale beviser.
Navnet AltID er valgt blandt forslag fra befolkningen. Og ifølge digitaliseringsminister Caroline Stage rammer det plet:
– Jeg vil gerne sige tak for alle de kreative navneforslag. Både de sjove, de skæve og de kritiske. Vi har valgt AltID, fordi det er et ID, du altid har på dig, og fordi du kommer til at kunne bruge det til alt muligt, siger hun.
AltID udvikles af Digitaliseringsstyrelsen og bliver fundamentet for fremtidens digitale hverdag: et sted, hvor du kan samle alt fra ID til kørekort, studiekort eller medlemskort – afhængigt af, hvad myndigheder og virksomheder vælger at tilbyde.
På sigt skal både myndigheder og virksomheder kunne tilføje digitale beviser til appen. Og når EU-forordningen ruller fuldt ud, bliver AltID også gyldigt på tværs af landegrænser.
Med AltID kan du til en start gemme to beviser: et digitalt legitimationsbevis og et aldersbevis. Men det smarte ligger i, hvor lidt du faktisk behøver at dele.
Aldersbeviset viser kun, om du er over en bestemt aldersgrænse – ikke din fødselsdato, ikke dit CPR-nummer, ingenting. Skal du købe en flaske vin i supermarkedet eller ind på et diskotek, kan du altså bevise din alder uden at give unødvendige oplysninger væk. Og på sigt kan sociale medier også bruge det til at holde styr på aldersgrænser.
Legitimationsbeviset fungerer på samme måde: Du vælger selv, hvilke informationer du deler. Henter du en pakke på posthuset, behøver de ikke dit CPR-nummer – kun beviset for, at du er dig.











