Elbiler

Én 2CV er åbenbart ikke nok for Citroën …

Citroën har knap nok løftet sløret for den elektriske 2CV, før endnu en klassiker gør comeback. Denne gang er det den lille, ikoniske varebil.

2CV

Først genoplivede Citroën den legendariske 2CV som en billig elbil. Nu har franskmændene fundet endnu en gammel kending frem fra gemmerne. Og den er muligvis endnu mere charmerende. På biludstillingen i Paris har Citroën nemlig præsenteret 2CV Fourgonnette Concept – en elektrisk fortolkning af den lille varebil, der fra begyndelsen af 1950’erne fragtede alt fra baguetter til blomster gennem de franske gader.

Resultatet ligner noget, der er som skabt til en hipsterkaffebar, en blomsterhandler på Vesterbro eller et mikrobageri med hang til surdej. Men bag det nuttede ydre gemmer sig faktisk en ganske fornuftig idé.

Den nye Fourgonnette bygger på samme design som den elektriske 2CV Concept, som Citroën netop har præsenteret. Forfra er de to biler næsten identiske med deres runde forlygter og karakteristiske front. Men bag forsæderne er der skruet gevaldigt op for den praktiske sans.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her er bagsæderne nemlig erstattet af et stort, firkantet varerum med to sidehængslede bagdøre. Præcis som på den oprindelige varebil. Det er ikke ligefrem revolutionerende bildesign. Men det er svært ikke at trække på smilebåndet.

En varebil med sjæl

Den oprindelige 2CV Fourgonnette var en billig og enkel arbejdshest. Den skulle ikke imponere nogen med hestekræfter, luksus eller avanceret teknologi. Den skulle bare løse hverdagens transportopgaver uden at koste en formue. Det er netop den filosofi, Citroën forsøger at genoplive.

– 2CV Fourgonnette var mere end bare et arbejdsredskab. Den var en del af hverdagen. Enkel, genial og tilgængelig. Og frem for alt havde den noget, som kun få varebiler har: sjæl, siger Xavier Chardon, administrerende direktør for Citroën og DS Automobiles. Han understreger, at en praktisk bil ikke behøver at være kedelig.

Men kommer den i produktion?

Her bliver historien desværre lidt mindre romantisk. Mens Citroën allerede har bekræftet, at en serieproduceret udgave af den almindelige elektriske 2CV er på vej senest i 2028, er varebilen indtil videre kun en designøvelse. Citroën kalder den ligefrem et passionsprojekt og understreger, at der ikke er aktuelle planer om at sætte den i produktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den almindelige 2CV skal efter planen bygges i Europa og koste fra omkring 15.000 euro. Dermed kan den blive en af markedets billigste elbiler. Hvor stor en batteripakke den får, hvor langt den kan køre, og hvor hurtigt den kan lade, er endnu ikke offentliggjort. Det samme gælder den elektriske varebil.

Men døren er ikke smækket helt i for Fourgonnette.

MERE OM SAMME EMNE:

Hvis den almindelige 2CV bliver en succes, er det ikke svært at forestille sig, at Citroën også kunne finde plads til en varebilsudgave. Og i en tid, hvor selv små varebiler efterhånden ligner hinanden til forveksling, ville det være befriende med en elektrisk arbejdshest, der både kan fragte varer og sprede lidt godt humør.

For hvem siger egentlig, at en varebil skal ligne en skotøjsæske på hjul?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.