Lokalt på din enhed
Apple gør en dyd ud af, at de fleste af beregningerne i Apple Intelligence foregår lokalt på din enhed. På den måde deler du ikke noget med Apple, og intet bliver sendt til skyen. Eller rettere – du kan godt bruge Apples tjenester i skyen, men alt foregår så via en privat version af serversoftwaren på servere der er specielt designet, og ifølge Apple bliver KUN det der er nødvendigt sendt til og fra serverne. Apple siger selv, at de aldrig kan se noget af det, du har sendt til og fra skyen.
Siri bliver (endelig) meget klogere
Siri er blevet betydeligt klogere – for eksempel er den ikke længere nær så “kræsen” med at du siger alt i den helt perfekte rækkefølge og hastighed. Den kan for eksempel godt forstå det selv om du retter dig selv undervejs. Den er også blevet bedre til at forstå kontekst, så hvis du fortsætter en samtale om et emne du har spurgt om, vil den forstå det og fortsætte samtalen.
Siri kan samle forskellige informationer – for eksempel kan du spørge den, “hvornår ankommer min mor til lufthavnen?”. Så kigger Siri i dine mails for at finde din mors reservation og sammenholder den med live flyinformationer.
Siri kan nu også tage fat i ChatGPT 4.o for at få informationer – Siri vil hver gang bede om lov til at spørge ChatGPT om det er okay at sende dine informationer til tjenesten. Det er også gratis at bruge ChatGPT – og har du en betalt konto hos ChatGPT kan du også bruge betalte funktioner. Integrationen med ChatGPT kommer i løbet af efteråret – formentlig i forbindelse med lanceringen af de kommende iPhones.
Artiklen fortsætter efter annoncen