Til juni udgiver Sonos en større opdatering, der er som sød musik – i hvert fald for ejere af nyere Sonos-højttalere. Da kommer der nemlig et nyt styresystem, Sonos S2, der ifølge en meddelelse vil åbne op for nye brugeroplevelser som eksempelvis bedre personlig tilpasning og hi-res lydformater til både musik og til hjemmebiografen.
Nyheden er kolossal, da Sonos hidtil kun har understøttet ældre lydformater. Indtil videre er der ingen oplysninger om præcis hvilke formater Sonos S2 vil kunne afspille, men det åbner – i hvert fald teoretisk – for at kunne afspille både Dolby Digital Plus og DTS i Sonos-hjemmebiografen. Måske endda Dolby Atmos på sigt?
Ulempen er, at Sonos S2 kun vil køre på nyere produkter, så brugere med ældre højttalere – de såkaldte legacy-produkter – vil blive efterladt på det nuværende system, der omdøbes til Sonos S1 og kun vil modtage sikkerhedsopdateringer fremover. Ikke nye funktioner.
Artiklen fortsætter efter annoncen


