GadgetsTophistorie

Er der en mere “pro” iPhone på vej?

Et nyt rygte peger på en tyndere iPhone med mindre udskæring - der skulle komme sammen med iPhone 17 serien i 2025

Den kommende iPhone 16 bliver formentlig ikke en enorm opgradering. Den får nærmest samme design som iPhone 15 serien, og de fleste forbedringer er mindre opgraderinger uden den store betydning for langt de fleste brugere. Men et nyt rygte tyder på, at der godt kunne komme en mere substantiel opgradering i 2025 – faktisk mener The Information ud fra deres kilder, at opgraderingen kan være lige så stor som det vi så med iPhone X, der var et betydeligt spring fra iPhone 7.

Tyndere iPad Pro peger i retning af nyt design

Rygtet går på, at det vil være en betydeligt tyndere iPhone vi kommer til at se i 2025. For tiden er Apples tyndeste produkt faktisk ikke en iPhone, men den nye iPad Pro, som er nærmest umuligt tynd. Apple sætter formentlig en ære i, at deres vigtigste produkt, iPhone serien, også skal være det bedste de kan præstere på alle punkter, så det giver mening at de vil gå efter en version der er betydeligt tyndere. Derudover siger rygtet, at der også vil blive rykket for alvor ved udskæringen – “the notch”. Den har eksisteret i næsten uændret form siden iPhone X, på trods af at Apple selv har indrømmet, at deres drøm er at lave en telefon der udelukkende består af en ubrudt skærm – uden kanter og da slet ikke med udskæringer.

 

Om den kommende iPhone “ekstra pro” så kan eliminere behovet for en udskæring helt ved at placere FaceTime kameraet under skærmen, det er så en anden snak. De forsøg på den slags vi har set over de seneste år har, mildt sagt, slækket på kvaliteten af kameraet for at få det gemt under skærmen. Ikke desto mindre er det absolut målet for både Apple og deres konkurrenter at få alle former for udskæring helt væk.

Udover det tyndere kabinet og den mindre – eller helt manglende – udskæring, skulle den nye iPhone, der ifølge kilderne har kodennavnet D23, også få flyttet kameraet, som skulle blive placeret på midten af bagsiden.

 

Endnu dyrere

Den nye D23 skulle, størrelsesmæssigt, placere sig midt imellem den nuværende Pro og Pro max, med en skærmstørrelse der altså ligger imellem 6.12″ og 6,69″. Men det bliver stadig den absolutte topmodel, og det kommer prisen også til at afspejle; den vil ligge over prisen på iPhone 17 Pro Max.

Der har før været rygter af denne karakter, der slet ikke er blevet til noget – eller har vist sig at være noget helt andet end forventet. Men da Apple lancerede iPhone X viste de mange rygter om at der var et betydeligt teknologi spring på vej sig at være sande – og det kan også sagtens være tilfældet her. Under alle omstændigheder er der stadig længe til 2025.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.