×
Gadgets

EU og USA undersøger Apple Music

Det er ikke alle, der er lige begejstrede for Apples kommende streaming-tjeneste, Apple Music. Både EU og staterne New York og Connecticut undersøger, om Apple kan have presset pladeselskaberne til at fjerne deres musik fra konkurrerende tjenester. Det skriver New York Times. Det er i særdeleshed pladeselskabernes behandling af streaming-tjenester med en såkaldt freemium-model, der undersøges.

Med et freemium-abonnement betaler kunderne ikke for musikken med kontanter, men ved at lytte til reklamer. En mulighed som blandt andet Spotify benytter til at lokke nye kunder i butikken. Men modellen har været under hårdt pres fra pladeselskaberne i år – og en kunstner som Taylor Swift har trukket al sin musik fra Spotify med begrundelsen at reklamefinansierede tjenester ikke giver nok til kunstnerne.

Apple har derimod ikke nogen freemium-model – der skal betales ved kasse et, hvis man vil have adgang til musikken i iTunes. Nu vil statsadvokaterne i New York og Connecticut undersøge, om Apple har presset pladeselskaberne til at trække deres musik fra tjenester med freemium-musik, for at få plads på hylderne hos Apple Music.

Universal Music Group har i et åbent brev (læs det her) allerede benægtet, at de har lavet nogen aftaler, der presser dem til at fjerne musik fra freemium-tjenester – hverken med Apple eller med andre pladeselskaber.

“UMG deler statsadvokatens engagement i et stærkt og konkurrencedygtigt marked for streaming-tjenester i gensidig interesse for forbrugerne, kunstnere, tjenester og indholdsselskaber,” skriver selskabet i erklæringen.

Apple har ifølge avisen ingen kommentarer til sagen.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.