Google har endnu engang besluttet sig for at komme lækagerne i forkøbet og løfter nu selv sløret for designet på deres næste topmodel, Pixel 10. Det sker godt en måned før den officielle lancering, og dermed er spændingen om det ydre allerede afmonteret.
På den amerikanske udgave af Google Store er der dukket en kort video op, hvor vi får en ordentlig omgang déjà vu. Den 13 sekunder lange teaser starter med tallet “10”, der smelter sammen med telefonens karakteristiske kamerabjælke – en visuel signatur, der nu for længst er blevet Googles varemærke.
Pixel 10 bliver vist frem i en diskret blågrå farve, som sandsynligvis er den “Frost”-variant, der har floreret i rygtemøllen. Ud fra videoen at dømme har Google ikke lavet de store designmæssige hop – og hvorfor skulle de også det? Pixel 9-designet høstede ros for sin enkle elegance og solide byggekvalitet.
Mere tele, mindre wow?
Men selv om formen er velkendt, gemmer der sig alligevel en lille nyhed bag kameraglaset: Et tredje kamera. Pixel 9 havde to linser, men Pixel 10 ser ud til at få selskab af en dedikeret telefoto – noget der før var forbeholdt Pro-modellen. Det bredere kameravindue afslører ny hardware, men ifølge rygterne kan det være en “nedgradering” af sensorerne til noget mere á la Pixel 9a. Altså: To skridt frem, ét tilbage.
Under motorhjelmen venter dog en reel nyhed. Pixel 10 bliver den første telefon med Googles nye Tensor G5-chip – og det er en vigtig ændring. I stedet for at blive produceret hos Samsung, som de tidligere Tensor-processorer, er G5 lavet hos TSMC, verdens førende chipproducent. Det skulle betyde bedre ydelse, lavere strømforbrug og mere avanceret hardware – med endnu mere af Googles egen AI-magi bag facaden.
Hvad vi stadig ikke ved
Google holder fortsat tæt med detaljer som specifikationer, pris og eventuelle ændringer i størrelse og knapplacering – hvilket ellers kunne være afgørende for dem, der håber at genbruge tilbehør fra Pixel 9. Alt det må vi vente med til den officielle Made by Google-event den 20. august klokken 19 dansk tid.
Her forventes det også, at vi får nyt om Pixel Watch 4 – angiveligt med mere reparationsvenligt design – og som altid et drys af AI, AI og lidt mere AI.
Så ja, Pixel 10 er officielt ude af skyggerne. Men revolutionen må vente lidt endnu.








