Elektronik

Pixel 10 får baghjul af fem år gammel iPhone

Googles nyeste Pixel 10 Pro XL taber ydelsestesten til en fem år gammel iPhone – og afslører Apples massive forspring.

pixel 10

Googles spritnye flagskib, Pixel 10 Pro XL, skulle have været kronen på værket for selskabets egenudviklede Tensor G5-chip. Men de første testresultater viser et billede, der nok får nogle Pixel-fans til at synke en ekstra gang: Den nye topmobil er langsommere end Apples fem år gamle iPhone 12 Pro Max.

Ifølge Geekbench-scores, som cirkulerer på sociale medier, lander Pixel 10 Pro XL på 1.948 point i single-core og 5.087 point i multi-core. Til sammenligning klarer iPhone 12 Pro Max, der kom i butikerne i 2020, 2.204 point i single-core og 5.187 point i multi-core – altså højere tal på begge parametre.

Resultatet understreger en pointe, som mange har påpeget i årevis: Apple sidder tungt på ydelses-tronen. Selv en halvgammel iPhone banker Googles nyeste satsning, og i praksis betyder det, at Apple-brugere oplever, at deres telefoner holder sig hurtige i mange år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Google derimod kæmper stadig med at løfte sin Tensor-serie op i nærheden af Apples A-serie chips. Tensor G5 er ganske vist bedre end sidste års G4’er, men den ligger stadig milevidt fra konkurrenten – og Apple står ovenikøbet klar med den nye A19-serie i iPhone 17.

Er det overhovedet et problem?

For almindelige brugere er spørgsmålet dog, hvor meget det reelt betyder. Til hverdagsbrug – sociale medier, browsing, kamera og streaming – vil de færreste opleve, at Pixel 10 telefonerne føles langsomme. Det er først, når der skal spilles tunge spil, redigeres video eller køres AI-funktioner på mobilen, at forskellen bliver tydelig.

MERE OM SAMME EMNE:

Og Google har på sin side finpudset Android 16, så systemet kører ekstremt glat på Pixel 10 – især når man bruger Googles egne tjenester som Gemini-assistenten.

Det ændrer dog ikke på, at Apple holder et massivt forspring i rå regnekraft. Når iPhone 17 ruller ud med de nye A19-chips, kan forskellen blive endnu større – og spørgsmålet er, om Google nogensinde får lukket hullet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.