×
Teknologi

Google Maps fejrer 15 år med nye funktioner

Lørdag kan Google Maps fejre 15-års fødselsdag. I den anledning opdateres app'en med nyt layout, nyt ikon og nye funktioner.

Det er næsten ikke til at tro det, men lørdag er det hele 15 år siden at Google Maps debuterede. Det fejrer Google med at give den populære kort-app et ansigtsløft og en række nye funktioner. Den populære korttjeneste har på verdensplan mere end en milliard brugere, og app’en er en af danskernes foretrukne.

Hvad færre ved, er, at Google Maps har danske fædre. Brødrene Jens og Lars Eilstrup Rasmussen spillede en helt central rolle i at udvikle teknologien bag Google Maps. Mere præcist ideen om ikke kun at vise statiske kort, men at give folk et kort, som viser verden med udgangspunkt i brugerens position. Den grundidé blev i februar 2005 til Google Maps.

I anledning af fødselsdagen er Google Maps-app’en er blevet redesignet med en ny brugerflade, som skal gøre det hurtigere og nemmere at finde den rette funktion. Fra og med i dag udrulles et nyt layout, hvor fem tabs i bunden af app’en giver hurtigere adgang til fem centrale funktioner:

  • Udforsk: Få tips til restauranter, butikker og attraktioner nær dig. I alt 200 millioner steder i verden er repræsenteret på Maps.
  • Pendling: Hjælper dig med at nå frem i tide. Få trafikoplysninger og rejsetider i realtid og forslag til alternative ruter, hvis der er forsinkelser på din normale rute.
  • Gemte: Nu kan du finde og organisere alle dine yndlingssteder ét sted.
  • Bidrag: En vigtig del af den løbende opdatering af Google Maps er baseret på input fra brugerne. Den nye bidrag-funktion gør det nemt at dele anmeldelser og lokal viden, såsom information om adresser, åbningstider og tilgængelighed for kørestolsbrugere.
  • Opdateringer: Dit personlige feed med forslag til must-see steder fra lokale eksperter.
Google Maps
De fem nye faner i app’en (klik for større).

Brugen af augmented reality – hvor billeder fra den virkelige verden tilføjes et lag af information og grafik – udvides også. Sidste år blev Live View introduceret for at gøre det nemmere at se, hvilken vej du skal gå, for at blive på ruten. Og over de kommende måneder udvides det med nye funktionaliteter.

Nedslag fra Google Maps-historien:

  • 2007: Google Maps-app’en lanceres i Danmark.
  • 2010: 360-graders billeder fra gadeplan via Street View lanceres.
  • 2014: Det blev muligt at finde telefonnumre, åbningstider og anden info om alverdens restauranter, butikker og virksomheder. Flere end 200 millioner steder er i dag repræsenteret.
  • 2016: Det blev muligt at downloade kort og bruge app’en til navigation uden at bruge data.
Google Maps
Google Maps anno 2005 (foto: Google).

Den nye, opdaterede app er allerede tilgængelig til download eller opdatering.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.