En elbil kan se imponerende effektiv ud på papiret. Men det er først på motorvejen, man for alvor finder ud af, hvor langt den reelt kører på strømmen. Derfor udsætter vi elbiler for den samme faste rute hver gang vi tester dem. Turen går fra Brønshøj i København til Farø og tilbage igen, og den er ikke designet til at få bilerne til at se gode ud. Tværtimod.
Ruten består af en kort strækning med blandet bykørsel og derefter næsten ren motorvej. En stor del af turen køres ved 130 km/t, og det er netop her, elbilerne bliver presset.
Så hvis du synes, forbruget i tabellen ligger højere end det, du selv oplever i din egen bil, er forklaringen enkel: Vi måler alle biler på en hård og ensartet rute med meget motorvejskørsel. Det gør tallene brutale – men også langt mere sammenlignelige.
Temperaturen spiller også ind
Der er dog et vigtigt forbehold: Temperaturen har naturligvis betydning. Elbiler bruger typisk mere strøm i kulde. Batteriet arbejder mindre effektivt, kabinen skal varmes op, og vintervejr kan også betyde tungere luft, mere vind, våde veje og vinterdæk. Derfor kan en bil testet ved 3,5 grader ikke sammenlignes helt én til én med en bil testet ved 22 grader.
Vi normaliserer ikke tallene efter temperatur. I stedet angiver vi temperaturen ved hver måling, så du som læser kan se forholdene på testdagen. Det gør især resultater som Tesla Model 3 og Volkswagen ID.7 Tourer interessante, fordi de klarer sig stærkt trods relativt kolde testdage.
Xpeng P7+ slår Renault 5 med et mulehår
Den mest energieffektive elbil, vi hidtil har målt på ruten, er Xpeng P7+ RWD Long Range. Den landede på 18,6 kWh/100 km i gennemsnit og slår dermed Renault 5 E-Tech med blot 0,1 kWh/100 km. Det er tættere, end man skulle tro. For hvor Renault 5 er en lille elbil, er Xpeng P7+ en langt større bil. Det viser, hvor meget aerodynamik, effektiv drivlinje og software betyder, når farten bliver høj.
Ford Puma Gen-E tager tredjepladsen med 19,0 kWh/100 km, mens Tesla Model 3 Baghjulstræk stadig viser, hvorfor den længe har været en målestok for effektivitet. Den ender på 19,3 kWh/100 km – vel at mærke målt ved kun 8 grader.
Forbrug på iNPUTs testrute
Her er en oversigt over forbruget på elbiler, vi har kørt på vores faste og temmelig brutale testrute mellem Brønshøj og Farø – og retur.
| Model | Dato | Tur | Retur | Gennemsnit | Temp |
|---|---|---|---|---|---|
| Xpeng P7+ RWD Long Range | 22. juni 2026 | 18,1 | 19,0 | 18,6 kWh/100 km | 22,0 °C |
| Renault 5 E-Tech 52 kWh | 20. maj 2025 | 18,6 | 18,7 | 18,7 kWh/100 km | 21,0 °C |
| Ford Puma Gen-E Premium FWD SR | 1. juli 2025 | 18,9 | 19,0 | 19,0 kWh/100 km | 24,0 °C |
| Tesla Model 3 Baghjulstræk | 24. marts 2026 | 21,2 | 17,3 | 19,3 kWh/100 km | 8,0 °C |
| BYD Dolphin Surf Active | 2. juni 2026 | 20,9 | 19,3 | 20,1 kWh/100 km | 21,0 °C |
| Hyundai Ioniq 6 LR N Line+ | 5. maj 2026 | 19,7 | 20,9 | 20,3 kWh/100 km | 15,0 °C |
| Volkswagen ID.7 Tourer Style | 6. februar 2025 | 19,0 | 22,0 | 20,5 kWh/100 km | 3,5 °C |
| Ford Capri RWD ER | 20. marts 2025 | 21,9 | 20,6 | 21,3 kWh/100 km | 15,5 °C |
| Tesla Model Y Baghjulstræk* | 4. marts 2026 | 22,4 | 21,1 | 21,8 kWh/100 km | 10,0 °C |
| Toyota Urban Cruiser | 15. maj 2026 | 23,3 | 21,7 | 22,5 kWh/100 km | 13,0 °C |
| Nissan Micra 52 kWh* | 21. marts 2026 | 22,3 | 22,8 | 22,6 kWh/100 km | 4,0 °C |
| Renault 4 E-Tech 52 kWh* | 13. februar 2026 | 22,6 | 23,1 | 22,9 kWh/100 km | -3,0 °C |
| Zeekr 7X Privilege AWD | 19. maj 2026 | 24,2 | 22,0 | 23,1 kWh/100 km | 17,0 °C |
| Volkswagen ID.3 Style* | 8. februar 2025 | 24,3 | 22,5 | 23,4 kWh/100 km | 2,0 °C |
| Skoda Elroq 85* | 27. februar 2025 | 24,3 | 24,9 | 24,6 kWh/100 km | 3,5 °C |
| Renault Scenic E-Tech 220 hk* | 25. januar 2025 | 23,7 | 26,5 | 25,1 kWh/100 km | 2,5 °C |
| Polestar 4 Long Range Single Motor* | 10. februar 2025 | 26,3 | 28,7 | 27,5 kWh/100 km | 3,0 °C |
| Volkswagen ID.Buzz Lang | 14. april 2025 | 28,8 | 27,4 | 28,1 kWh/100 km | 8,5 °C |
| Hyundai Ioniq 9 Performance AWD* | 12. marts 2026 | 28,8 | 27,5 | 28,2 kWh/100 km | 10,0 °C |
Gennemsnittet for alle testede biler i regnearket er 22,5 kWh/100 km. Det betyder, at Xpeng P7+ ligger cirka 17 procent under gennemsnittet på ruten.
I den anden ende finder vi store og tunge elbiler som Volkswagen ID. Buzz Lang og Hyundai Ioniq 9 Performance AWD, der begge ligger omkring 28 kWh/100 km. Det er ikke overraskende. Store biler med høj front, meget vægt og store hjul har sværere ved at snyde vinden.
Effektivitet er vigtigere end batteristørrelse
Tallene viser også, hvorfor effektivitet er mindst lige så vigtig som batterikapacitet. Et stort batteri kan give lang rækkevidde, men hvis bilen bruger meget strøm, forsvinder fordelen hurtigt på motorvejen. En effektiv bil kan til gengæld få meget rækkevidde ud af et mindre batteri – og den bliver billigere at køre i, hver eneste gang du lader. Derfor er motorvejsforbruget et af de vigtigste tal at kigge på, hvis du ofte kører langt.
WLTP-tallet er fint til sammenligning på papiret. Men på dansk motorvej er det fysikken, temperaturen og vinden, der bestemmer. Og på iNPUTs faste testrute er det foreløbig Xpeng P7+, Renault 5 og Ford Puma Gen-E, der bruger mindst strøm.











