Elektronik

HTC vender tilbage – med AI-briller, der kan oversætte det, du ser

Den tidligere Android-konge vil tilbage i toppen af techbranchen. Med de nye Vive Eagle AI-briller tager HTC kampen op mod Meta, Google og Samsung – og satser på, at fremtidens gadgets sidder på næsen, ikke i lommen.

htc

HTC var engang kongen af Android i Danmark. Dengang Desire, Hero og One M7 var must-haves for mobilnørder, og taiwanske HTC kunne måle sig med både Apple og Samsung. Men efter et par år med dalende salg gled mærket næsten helt ud af de danske mobilbutikker, og HTC levede videre i nicheprodukter som VR-headsettet Vive.

Nu forsøger taiwaneserne at genfinde magien – denne gang ikke i lommen, men på næsen. De nye HTC Vive Eagle AI-briller markerer et comeback i forbrugerteknologiens frontlinje og sætter selskabet i direkte konkurrence med giganter som Meta, Google, Samsung og måske snart Apple.

Vive Eagle ligner et par stilfulde solbriller, men inde bag Zeiss-linserne gemmer sig teknologi, der kan oversætte tekst, du kigger på, til 13 forskellige sprog via en stemmestyret AI-assistent. Du kan også tage fotos med det indbyggede 12 megapixel ultravidvinkelkamera, få restaurantanbefalinger, optage huskesedler og endda tage noter uden at finde telefonen frem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Brillerne vejer blot 49 gram – omtrent som Metas Ray-Ban smart glasses – og kan fås med rammer i rød, brun, grå eller sort. Prisen ligger omkring 520 dollars, svarende til 3.400 kroner, men indtil videre er de kun lanceret i Taiwan. Om og hvornår de kommer til Europa, er stadig uvist.

HTC viser Vive Eagle frem.

Et marked i fuld fart

AI-briller er techbranchens nye darling. Meta har allerede lanceret flere generationer af deres Ray-Ban-modeller, Google arbejder på nye AI-stel, Samsung er meldt på vej – og Apple rygtes at have sit eget projekt i kulissen.

MERE OM SAMME EMNE:

For HTC er det en chance for at komme tilbage i kampen. Historien viser, at de kan slå igennem, når teknologien og timingen passer. Men ligesom i mobilernes guldalder er konkurrenterne store, velpolstrede og aggressive – og der er ingen plads til fejlskud.

I Danmark er HTC’s historie nærmest en case study i, hvor hurtigt man kan gå fra ikon til niche. De dominerede Androids tidlige år, men blev overhalet af Samsung, presset af iPhone og til sidst næsten usynlige. Vive Eagle kan være et skridt mod et nyt kapitel – men det kræver, at HTC denne gang kan fastholde opmærksomheden, efter den første hype har lagt sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.