Philips Hue er angiveligt klar med en helt ny serie pærer, der gør smart belysning mere tilgængelig for os alle. Serien hedder Hue Essential, og som navnet antyder, er der tale om den billigere vej ind i Hue-universet – uden at gå på kompromis med funktionerne, der gør intelligent lys så vanedannende.
Hue Essential kommer ifølge hueblog.com i de mest populære udgaver: GU10-spots til loft og spotskinner, E27 til de klassiske lamper – og endda B22, som især er udbredt i Storbritannien. Pærerne ser lidt anderledes ud end de nuværende Hue-modeller, men indmaden byder stadig på alt det, vi kender: farveskift, forskellige hvide nuancer og naturligvis fuld integration i Hue-app’en.
GU10-versionen leverer 345 lumen ved standardhvid (2.700 Kelvin), hvilket er tæt på den nuværende generation. Farvespektret spænder fra 2.200 til 6.500 Kelvin, så du kan justere fra køligt arbejdslys til hyggelig aftenstemning – dog uden helt at nå de varmeste toner. E27-pæren rammer 806 lumen og minder dermed om de stærkere farvepærer i Hue-sortimentet.
Artiklen fortsætter efter annoncen



