Ikea udfordrer Tesla Powerwall – starter salg af solkraft til altanen

Ikea går nu i kødet på Tesla og andre aktører på markedet for hjemmebatterier. Med et nyt solcelle-byggesæt til altanen eller sommerhuset vil møbelgiganten gøre det nemmere og billigere for helt almindelige forbrugere at producere og lagre deres egen strøm.

Ikea tager nu for alvor hul på markedet for hjemmebatterier og små solcelleløsninger – og går dermed i direkte konkurrence med Tesla og deres Powerwall. Men som vi kender Ikea, sker det i en mere tilgængelig og prisvenlig udgave.

Den svenske møbelgigant er netop begyndt at sælge små solkraftanlæg i Tyskland. Systemet, der går under navnet EcoFlow Stream, er udviklet af det kinesiske firma EcoFlow og henvender sig især til private, der bor i lejlighed eller har mindre boliger med altan, carport eller sommerhus.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Konceptet minder om Teslas Powerwall i den forstand, at det kombinerer solceller med batterilagring. Men i modsætning til Tesla-løsningen, som typisk kræver en større installation og en solid pengepung, sælger Ikea et samlet byggesæt, som kan samles derhjemme – uden specialværktøj.

Med i pakken følger solpaneler, ledninger og et transportabelt batteri, der er på størrelse med et lille køleskab og har en kapacitet på 1,92 kWh. Det hele styres via en app, hvor man kan følge produktion og forbrug i realtid. Systemet leverer op til 1.200 watt, hvilket er nok til at dække en del af strømforbruget i hjemmet – eksempelvis køleskab, vaskemaskine eller opvaskemaskine.

“Balkon-kraftværker” vinder frem

Særligt i Tyskland er der stor efterspørgsel på de såkaldte Balkonkraftwerke, små solanlæg til private, som kan opstilles uden omfattende tilladelser. Også discountkæden Aldi sælger lignende løsninger i Tyskland, men Ikea bringer nu konceptet ind i mainstream – med fokus på enkel opsætning og kendt IKEA-prissætning.

Den billigste pakke koster fra 1.229 euro, hvilket svarer til cirka 9.200 kroner. Det er uvist om produktet også lanceres i Danmark og i så fald hvornår. Indtil videre har møbelkæden kun offentliggjort nyheden på sin tyske hjemmeside.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Et skridt mod mere selvforsyning

Selvom effekten er begrænset sammenlignet med store tagbaserede solcelleanlæg, giver Ikeas system mulighed for at tage det første skridt mod energiuafhængighed – især for beboere i lejligheder eller mindre boliger, som ellers sjældent har adgang til solenergi.

Samtidig kan løsningen udvides med ekstra batterier, som kan kobles sammen og øge lagringskapaciteten. På den måde fungerer EcoFlow Stream som en slags “modulær” Powerwall-løsning til folk med mindre plads eller et strammere budget.

I øvrigt er det ikke nødvendig at vente på Ikea; EcoFlow sælger også produkterne direkte fra deres europæiske hjemmeside.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Placering afgør udbyttet

Ifølge Ikea Tyskland opnår man de største besparelser ved at placere solpanelerne mod syd, men også øst- og vestvendte flader kan bruges. Solcellerne anbefales ikke til nordvendte opsætninger, hvor udbyttet vil være for lavt.

For mange kan det være en oplagt løsning i sommerhuset, hvor systemet kan drive køleskab og andre apparater, uden at man behøver trække på det offentlige elnet.

Med satsningen på små solanlæg rykker Ikea endnu et skridt tættere på visionen om at tilbyde mere bæredygtige løsninger til hverdagen. Hvorvidt danskerne får mulighed for at købe Ikeas solkraftpakker inden længe, vides endnu ikke. Men med det voksende fokus på energipriser og grøn omstilling er det nærliggende at tro, at også danske altaner og garager snart kan blive udstyret med Ikeas bud på en mini-Powerwall.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Kilde
Leifshows
Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.