×
Gadgets

Imponerende nyt Nikon til krævende entusiaster

Nikon D7500 er et spejlreflekskamera for de krævende entusiaster, der prismæssigt lander lige der, hvor man skal tage sin fotohobby seriøst for at være med – men så får man også en række funktioner, man ellers kun ser på de professionelle kameraer.

D7500 har fået en række avancerede funktioner fra storebroren D500. Det drejer sig bl.a. om opløsningen på 20,9 megapixels, den lynhurtige EXPEED 5-processor og en RGB-lysmåler med hele 180.000 pixels.

Nærmest nattesyn

Lysmålerens høje detaljeringsgrad parret med den intelligente sensor giver helt nye muligheder for at belyse dele af et billede korrekt – og sensoren skelner selv mellem motiver som ansigter, natur og f.eks. biler for at sikre perfekte billeder hver gang.

Lysfølsomheden er ekstrem og byder på ISO-værdier fra 100 og helt op til en absurd høj maksimalværdi på 1.640.000. Den højeste i klassen. Oversat til praktisk anvendelighed betyder det, at D7500 kan skyde hurtige action-skud om natten uden ekstra lys og stadig levere brugbare resultater. Selvom billederne med den højeste ISO selvfølgelig bliver noget grynede af billedstøj – men ved tusmørke eller månelys giver den ekstreme lysfølsomhed muligheder for at tage nogle fantastiske billeder.

Vil man bruge ekstra lys, så kan den indbyggede flash kontrollere radiostyrede flashsystemer.

Hurtige serier og 4K-video

D7500 har 51 fokuspunkter og kan skyde med en hastighed på 8 billeder i sekundet. Bufferen kan rumme 50 billeder i højeste opløsning (RAW), så det giver mulighed for at skyde hurtige actionsekvenser. Vil man optage video, så kan kameraet optage 4K-video med 30 fps og 1080p med 60. Den indbyggede billedstabilisator hjælper mod rystede optagelser. Funktionerne sikrer også, at man kan lave imponerende time-lapse-optagelser i 4K. Kameraet er selvfølgelig vand- og støvafvisende.

Kameraet understøtter også det trådløse SnapBridge-system, hvor du kan styre og overføre billeder til en app til din smartphone, som så også leverer bedre og mere præcise GPS-koordinater til dine billeder, end hvis kameraet selv havde GPS.

Derudover så har Nikon forbedret vægt og ergonomi i forhold til forgængeren D7200, og også batteriet har fået et boost. D7500 skulle kunne klare 950 billeder på ét batteri, hvilket også er blandt de bedste i klassen. Prisen bliver på 11.995 kroner for kamerahuset alene. Der bliver også modeller med henholdsvis et 18-105mm- og et 18-140mm-objektiv til henholdsvis 14.295 og 14.695 kroner.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.