×
ElbilerTophistorie

Kia EV9 bliver en ordentlig kleppert

Kia Concept EV9 har en akselafstand på voldsomme 3,1 meter. Bilen er netop blevet præsenteret – se billederne her.

Kia EV9, efterfølgeren til den populære EV6, bliver en ordentlig krabat. I hvert fald hvis den bliver som den Concept EV9 som Kia præsenterede på AutoMobility-messen i LA igår. Knapt fem meter lang, to meter bred, 1,79 centimeter høj og med en akselafstand på hele 3,1 meter.

Visuelt trækker Concept EV9 klare tråde til det kantede design fra Kia Soul, men 9’eren har et langt mere brutalt udtryk. Ligesom forgængeren er den baseret på E-GMP platformen. Den vil få en rækkevidde på op til 485 kilometer og vil kunne lades op fra 10-80 procent på 20-30 minutter ved en 350 kW oplader.

Kia fortæller, at designet er inspireret af naturen, og at der er anvendt genbrugsmaterialer fra affald, som kommer fra “det skrøbelige økosystem i havet”. Kia beskriver bilen således:

” Den kombinerer en imponerende udvendig profil med en moderne og elegant kabine, som er kendetegnet af topmoderne teknologi. Concept EV9’s enestående æstetik – både indvendigt og udvendigt – er omhyggeligt udviklet på baggrund af Opposites United, som er Kias nye designfilosofi.

Med inspiration fra ”Bold for Nature” -designelementet i Opposites United er Concept EV9 et udtryk for en eventyrlysten, åben og fritidsorienteret form med et robust og kantet look. Set udefra giver disse proportioner indtryk af en SUV med tre sæderækker og en bil, som er særdeles kompetent, praktisk og klar til action.

Set fra siden giver denne modernistiske, kantede profil den komplet eldrevne SUV et enkelt, men markant udtryk, som er dybt forankret i ”Bold for Nature”-elementet i Opposites United.

Karrosseriets lave tyngdepunkt gør maksimalt og øjeblikkeligt indtryk med de højt placerede skærmes skarpe look med inspiration fra krystaller. Profileffekten på den nederste del af karrosseriets sider gør, at skærmene på Concept EV9 stikker ud og giver en stærk SUV-fremtoning.

Som en kontrast til bilens muskuløse fremtoning på vejen brydes bløde og indbydende elementer på Concept EV9-karrosseriet af skarpe og smukt kantede features. Den klippefaste geometri kommer til udtryk ved hjælp af en sofistikeret designmæssig fordeling af vægten, mens kabinens bløde look er både indbydende og attraktivt. “

Kia EV9
Digital Tiger Face kalder Kia fronten.

Den traditionelle kølergrill fra fossilbiler er væk og udskiftet med en ny Digital Tiger Face med et kompliceret display med et stjernemønster, som er helt skjult bag karrosseripanelet på Concept EV9, når bilen ikke er i brug.

Indenfor i kabinen byder Concept EV9 på stor rummelighed, skabt af det flade gulv, store vinduer og panoramatag. Den har en enkelt 27-tommer stor skærm, der rummer både instrumentpaneler og betjening af infotainmentsystemet.

Et kig indenfor …

Den har tre stemninger i kabinen, som imødekommer forskellige køresituationer og krav. Active Mode er aktiveret, når Concept EV9 er i bevægelse, så både fører og passagerer får en optimal køreoplevelse i den komplet eldrevne SUV. De to andre indstillinger kan anvendes, når Concept EV9 ikke kører:

  • Pause Mode ændrer kabinen, så den mere minder om en førsteklasses lounge, hvor personerne i bilen kan interagere direkte. I denne indstilling kan sæderne dreje, så personerne på første og tredje sæderække sidder ansigt til ansigt. Sæderne i anden sæderække kan klappes sammen til et bord, så det førsteklasses loungeområde fuldendes.
  • Enjoy Mode er den anden indstilling til den stationære bil, og her åbnes kabinen til et pauserum ved at vende rundt på konfigurationen af de tre sæderækker. I denne indstilling åbnes bagklappen, så alle personer i bilen kan nyde naturen udenfor og se sig omkring, mens de stadig sidder komfortabelt i bilen.

Der er endnu ikke nogen oplysninger om, hvornår den produktionsklare udgave af Kia EV9 er klar til at blive præsenteret, men det forventes, at bilen kører ud fra fabrikken i løbet af 2023.

Her er flere billeder af krabaten:

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.