Markedet for elektriske familiebiler er efterhånden stort. Men har familien flere end tre børn – eller skal bedsteforældre, venner og hele fodboldholdet kunne komme med – bliver udvalget hurtigt markant mindre.
Nu melder Hyundai sig ind i den mere ekstreme ende af familiebilsmarkedet med Staria Electric. Den enorme elektriske minibus kommer til Danmark med op til ni sæder, og måske mest overraskende er prisen: Den billigste Staria Shuttle – med de 9 sæder – koster 429.995 kroner.
Det er ikke nogen lille bil. Staria Electric måler 5,25 meter fra kofanger til kofanger, er næsten to meter bred og 1,99 meter høj. Akselafstanden er hele 3,27 meter. Til gengæld udnyttes dimensionerne til en kabine, hvor Shuttle-udgaven har tre sæderækker med plads til i alt ni personer. Og selv med alle sæder i brug oplyser Hyundai et bagagerum på op til 1.303 liter efter VDA-målemetoden.
Artiklen fortsætter efter annoncen





