×
ElbilerTophistorie

[OPDATERET] Clever anklages for at snyde elbilsejere

Clever beskyldes for at ændre i tilbagebetalingsreglerne for at slipper for at betale millioner af kroner tilbage til kunderne.

Ved at ændre i betingelserne for deres tilbagebetalingsordning slipper ladeoperatøren Clever for at tilbagebetale storkundernes fulde elforbrug. Sådan lyder anklagen fra flere af selskabets kunder, deriblandt iNPUT-læseren Mikkel Grønvold. Han mener, at kunderne direkte snydes for deres penge.

– Alle der var kunde hos Clever i fjerde kvartal 2021 er blevet godt og grundigt snydt for en kæmpe tilbagebetaling, hvor de har lagt ud for en markant dyrere elpris, end de får tilbage, siger Mikkel Grønvold til iNPUT.

Skåret ud i pap

Problemet er en kombination af de historisk høje elpriser i fjerde kvartal af 2021 og Clevers nye betingelser for tilbagebetaling. Kunder, der har abonnement med ubegrænset opladning, får nemlig refunderet det elforbrug, de har betalt over ud over abonnementsprisen.

I skrivende stund beregner Clever tilbagebetalingsprisen ud fra gennemsnitsprisen på el for to kvartaler siden. Det vil sige, at tilbagebetalingen her i første kvartal 2022 er beregnet ud fra elpriserne i tredje kvartal 2021.

Det betyder også, at kunderne i sidste kvartal – fjerde kvartal 2021, hvor elpriserne var historisk høje – fik tilbagebetaling beregnet ud fra andet kvartal 2021, hvor prisen på el var markant lavere. Derfor fik kunderne langt mindre tilbage end de betalte for strømmen til opladningen.

Elprisen i Danmark var, ifølge Nordpool, i gennemsnit 82 øre dyrere per kilowattime i fjerde kvartal, sammenlignet med andet kvartal. Ved et kørselsbehov på 15.000 km/årligt, ville en enkelt kunde i så fald have fået cirka 738 kroner for lidt i tilbagebetaling for fjerde kvartal.

Den skævhed burde blive balanceret i næste kvartal, hvor Clevers kunder kunne se frem til at få tilbagebetalt betalingerne fra det dyre fjerde kvartal. Men … 1. april træder Clevers nye betingelser i kraft. De betingelser betyder, at tilbagebetalingen baseres på elprisen fra forrige måned. Altså marts i år. Og endda som et gennemsnit af elprisen i tidsrummet kl. 23-06 – den tid, hvor strømmen er billigst.

Vi har givet Clever mulighed for at læse denne artikel igennem. De giver os følgende svar på beskyldningerne:

“Det er korrekt, at den nuværende tilbagebetalingssats er beregnet ud fra gennemsnitsprisen for to kvartaler siden. Hvilket betyder, at Q4 i 2021 beregnes ud fra gennemsnitsprisen i Q2, hvor prisen var lavere. Vi kan desværre ikke forudse elprisernes udvikling, og havde vi ventet med at indføre den nye tilbagebetalingssats, kunne prisen også have været endnu højere,” skriver Clever.

Bevidst valg

Mikkel Grønvold mener dog, at der kan være tale om et bevidst valg fra Clevers side.

– I min optik, er det svært at forestille sig at det ikke er et helt bevidst valg fra Clevers side netop at lancere en ny model, så de sparer millioner af kroner i de tilbagebetalinger som de skylder kunderne, siger Mikkel Grønvold til iNPUT.

– Hvis man er utilfreds med den nye model som Clever-kunde, kan man jo bare opsige sit abonnement og betale 2.500 kroner i gebyr for nedtagning af sin ladeboks. Men man er stadigvæk blevet snydt for sine penge fra fjerde kvartal 2022, siger Mikkel Grønvold.

Clever fortæller, at de er i løbende dialog med kunder, der bliver ramt af den nye tilbagebetalingsordning.

– Det er korrekt, at der vil være nogle kunder, der får en merudgift, fordi energipriserne er steget i det kvartal. Det samme gør sig også gældende for dem, der kører i benzin- eller dieselbiler pga. stigende brændstofpriser. Vi er løbende i dialog med de kunder, der henvender sig til os om den nye tilbagebetalingssats, og vi behandler hver sag individuelt for at imødekomme den enkelte kundes behov. Ofte har folk bare brug for hjælp til at kigge på deres forbrug og få foretaget nogle beregninger, der ofte viser, at de kommende ændringer ikke har den store betydning for dem. Vælger man alligevel at opsige sit abonnement, prøver vi på bedst mulig vis at hjælpe vores kunder godt videre, siger Emilie Linders, Head of Public Relations hos Clever.

Clever i stormvejr

Forleden kom Clever ud i et et stormvejr, efter at de med egne ord “nudgede” kunderne til at oplade om natten. Det bliver nemlig dyrere at lade i dagtimerne. Fra den første april ændres tilbagebetalingsbeløbet nemlig, så det baseres på et gennemsnit af elpriser om natten. Hvor strømmen er billigst. Dermed sætter kunderne penge til, hvis elbilen lades op om dagen.

“Med den nye tilbagebetalingssats ønsker vi at gøre det enklere at forstå den tilbagebetaling, vores kunder modtager for ladeboksens strømforbrug brugt på opladning. Det betyder samtidig, at vores kunder ikke længere skal lægge ud for strømmen i flere måneder ad gangen. I stedet får de tilbagebetalingen så tæt på forbruget som muligt,” skriver Clever til iNPUT og fortsætter:

“Den ændrede tilbagebetalingssats skal samtidig ses i lyset af, at vi nu tilbyder vores kunder intelligent opladning og derved gør det nemt at udskyde opladningen til om natten – her er elnettet typisk mindre belastet, strømmen er i højere grad baseret på vedvarende energikilder, og så er strømmen oftere billigst”.

Den nye model giver ikke alene problemer for kunder, der har behov for at lade elbilen i løbet af dagen. For størstedelen af danske el-kunder er ikke timeafregnet hos deres elselskab. De får i stedet el på fast pris eller med en variabel månedsafregning.

Disse kunder betaler derfor et gennemsnit af elprisen over en hel måned, og den vil altid vil være højere end nattaksten. Disse kunder vil derfor slet ikke kunne udnytte en billigere pris ved at lade om natten.

Opdateret 13.1.2022 med en udtalelse fra Emilie Linders.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.