MG er på vej med en ny lille elbil, der kan blive en af de mest interessante konkurrenter til Volkswagen ID. Polo og Cupra Raval. Den kommende model ventes at få navnet MG2, og allerede næste måned viser MG en konceptudgave på Goodwood Festival of Speed i England. Produktionsmodellen følger efter planen i 2027.
For danske bilkøbere kan MG2 blive vigtigere end som så. For kampen om de billige elbiler er først for alvor ved at begynde.
De små elbiler kommer nu
I årevis har bilproducenterne lovet mindre og billigere elbiler. Nu begynder de endelig at dukke op. Volkswagen arbejder på ID. Polo, Cupra har Raval på vej, Skoda har allerede vist Epiq, Kia har vist EV2, og Hyundai ventes senere at komme med Ioniq 3. Det er biler, der skal gøre elbilen realistisk for langt flere danskere – ikke som dyr nummer ét-bil til 350.000 kroner, men som en kompakt, brugbar og mere betalelig hverdagsbil.
Her vil MG være med.
MG har allerede vist med den nye MG4 EV Urban, at mærket er villig til at presse priserne hårdt. Den koster fra 174.999 kroner i Danmark, og hvis samme logik rammer MG2, kan Volkswagen få en ubehagelig kinesisk priskrig lige i nakken.
Billigere end ID. Polo?
MG har endnu ikke afsløret teknik, rækkevidde, batteristørrelse eller pris på MG2. Men modellen placerer sig efter alt at dømme i samme klasse som Renault 5, Cupra Raval og den kommende Volkswagen ID. Polo. Det store spørgsmål er platformen.
Hvis MG vælger teknik fra den baghjulstrukne MG4, kan MG2 få en mere raffineret køreoplevelse end mange af de små forhjulstrukne konkurrenter. Hvis den derimod bygger videre på den billigere MG4 EV Urban-teknik med forhjulstræk, kan prisen blive presset længere ned. Enten får man en lille elbil med mere køredynamik – eller en, der kan blive markant billigere.
MG har hyret Volkswagens gamle designchef
Der er også en lidt pikant detalje i kampen mod Volkswagen. MG’s designchef er Josef Kaban, der tidligere stod i spidsen for design hos netop Volkswagen og arbejdede med ID-modellerne. Med andre ord er MG2 ikke kun en kinesisk udfordrer på pris. Den kommer også fra et mærke, der har hentet folk ind med direkte erfaring fra den koncern, MG nu vil udfordre.

De første teaserbilleder viser kun små detaljer af front og bagende, men MG lover et nyt formsprog. Det kan være tiltrængt. MG har haft stærke priser og fornuftig teknik, men designet har sjældent været det, der fik folk til at vende sig om på gaden.
En vigtig bil for Danmark
MG2 rammer et hul i markedet. Danskerne køber elbiler som aldrig før, men mange af dem er stadig store, dyre og mere bil, end mange egentlig har brug for. En lille elbil til en skarp pris kan derfor blive en meget relevant bil for pendlere, byfamilier og alle dem, der vil have en elbil nummer to uden at betale premium-penge.
MG har dog noget at bevise. MG3 Hybrid+ fik en svær start, blandt andet efter Euro NCAP fandt problemer med førersædet. Derfor skal MG2 ikke bare være billig. Den skal også føles gennemarbejdet, sikker og solid. Hvis MG rammer rigtigt, kan MG2 blive en af de biler, der gør elbilen billigere for alle. Ikke fordi alle nødvendigvis vælger den – men fordi Volkswagen, Cupra, Kia og Hyundai bliver nødt til at reagere.












