Det bliver ikke Microsoft, der kommer til at drive TikTok videre i USA. Den kinesiske tjeneste meddelte søndag, at de afviser Microsofts bud. I stedet meddeler flere amerikanske medier, at det sandsynligvis bliver hæderkronede Oracle der vinder kampen om den populære tjeneste.
Den amerikanske præsident Trump truede i august med at lukke ned for TikTok i USA. Det fik bl.a. Microsoft til at vise interesse for at overtage den amerikanske del af TikTok. Men det bud er altså afvist af ByteDance, der står bag TikTok. Microsoft udsendte søndag følgende besked:
”ByteDance gav os i dag besked om, at de ikke ville sælge TikToks amerikanske operationer til Microsoft. Vi er overbeviste om, at vores forslag ville have været godt for TikToks brugere, samtidig med at vi beskyttede nationale sikkerhedsinteresser. For at gøre dette ville vi have foretaget betydelige ændringer for at sikre, at tjenesten opfyldte de højeste standarder for sikkerhed, privatliv, onlinesikkerhed og bekæmpelse af misinformation, og vi gjorde disse principper klart i vores erklæring fra august. Vi ser frem til at se, hvordan tjenesten udvikler sig på disse vigtige områder”.
Artiklen fortsætter efter annoncen

