Danske unge sluger op mod 895 TikTok-videoer om dagen – og techgiganterne registrerer ALT

En ny rapport afslører, at danske unge i snit sluger op mod 895 TikTok-videoer om dagen – mens platformene registrerer hvert eneste swipe for at holde dem fanget endnu længere. Fastholdelse er ikke en bivirkning, men selve forretningsmodellen.

De gør det med vilje. Det er konklusionen i en ny, opsigtsvækkende rapport, der skærer helt ind til benet af, hvordan sociale medier holder brugerne fanget: ved at udnytte vores tid, vores vaner – og endda vores følelser – som råstof i en milliardindustri.

En ny analyse fra Analyse & Tal giver et sjældent kig ind i maskinrummet hos TikTok, YouTube og delvist Instagram. Her bliver hver eneste bevægelse, pause og swipe omsat til data, der bruges til én ting: at holde dig online endnu længere. Og tallene er vilde.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

De mest fastholdte unge i undersøgelsen ser i gennemsnit 895 TikTok-videoer om dagen. Det er ikke en fejl. Næsten 900. Hver eneste dag. Det svarer til mere end 40 døgn om året på TikTok alene.

TikTok registrerer op til 50 gange flere datapunkter

Analysen bygger på 17 millioner datapunkter fra 219 danskere – et lille udsnit, men et ekstremt detaljeret indblik i, hvordan vi bliver fastholdt.

TikTok tracker i gennemsnit 17 gange flere datapunkter pr. bruger end YouTube – og blandt de mest aktive helt op til 50 gange flere. YouTube er heller ikke uskyldig: Indførelsen af Shorts har fået brugernes tidsforbrug til at fordoble sig.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Selvom mængden af skadeligt indhold “kun” udgør 2 procent på TikTok og 1,8 procent på YouTube, rammer det hårdt i så ekstremt et forbrug. For de unge, der ser knap 900 videoer om dagen, betyder det 15–20 videoer dagligt med voldsomt, diskriminerende eller andet grænseoverskridende indhold.

Minister: “Det her handler ikke længere om skærmtid – det handler om afhængighed”

Digitaliseringsminister Caroline Stage er ikke i tvivl om alvoren:

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

“Vi taler ikke længere kun om skærmtid. Vi taler om fastholdelse, der kan føre til afhængighed, og som skabes bevidst. De sociale medier kortlægger alt, men påtager sig intet ansvar. De lever af vores opmærksomhed – og de gør alt for at holde på den.”

Hun lover, at regeringen er klar til at tage kampen op – både nationalt og i EU.

Rapporten er ikke et nyt skræmmekatalog. Den er et kig ind i en maskine, der er designet til at få dig til at blive hængende, også når du tror, du selv bestemmer.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Forældre, unge og alle med en smartphone i hånden får nu sort på hvidt, hvad resten af verden længe har mistænkt: Fastholdelse er ikke en konsekvens. Det er en forretningsmodel.

Rapporten ”Tech-giganternes hemmeligheder” kan læses her.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.