×
GadgetsTophistorie

Microsoft Surface Duo android-telefon kommer 10. september

Den længe ventede Android-foldetelefon Microsoft Surface Duo kommer i butikkerne 10. september, men det er uvist om den kommer til Danmark.

Microsoft er klar til at sende sin første Android- og foldetelefon på markedet. Det sker, ifølge The Verge, den 10. september og prisen bliver på 1.399 dollars – altså lige under 10.000 kroner uden dansk moms og afgifter. Det vides endnu ikke, om telefonen også kommer til vores breddegrader.

I USA starter forudbestillingerne allerede i dag, men der er intet at se på den danske Microsoft-side.

Telefonen har været ventet spændt efter at den blev præsenteret tilbage i oktober sidste år. Enheden har to separate 5,6 tommer store OLED-skærme (opløsning på 1.800 x 1.350 pixels) i 4:3-format, der samarbejder om at skabe en 8,1 tommer stor skærmflade.

Kameraet i Microsoft Surface Duo er en 11-megapixel krabat med en blænde på f/2.0 og en såkaldt “super zoom” på op til 7x. Der er kun et enkelt kamera på telefonen, men det kan bruges til både videoopkald og til primært kamera.

Microsoft Surface Duo
Android på Microsoft Surface Duo

Under køleren gemmer Surface Duo på et Qualcomm Snapdragon 855-chipset, 6 gigabyte RAM og op til 256 gigabyte lagerplads. Den har ikke 5G.

Batteriet er delt i to, men leverer en samlet kapacitet på 3.577 mAh, hvilket umiddelbart virker en smule blodfattigt. På trods lover Microsoft, at den vil “holde hele dagen”, hvilket dækker over 15 timers videoafspilning, 10 dages standby-tid og op til 27 timers snak.

Fordelen ved Surface Duo er, at Android apps kan afvikles på enheden uden at skulle modificeres. En algoritme forsøger at forudsige, om en app skal åbnes på den ene eller den anden skærm. Klikker man eksempelvis et link på den ene skærm, vil det nye vindue åbne på den anden skærm.

Vi forsøger at få ud af den danske Microsoft-afdeling, om og hvornår Microsoft Surface Duo kommer til Danmark.

Microsoft Surface Duo
Enheden understøtter også Microsoft Surface Pen.
Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.