Danmark står over for at få en ny digital app, der skal samle alt fra aldersverifikation til fremtidens digitale kørekort i én samlet løsning. Men inden den nye identitetstegnebog ruller ud på danskernes telefoner i starten af næste år, mangler den noget helt essentielt: Et navn.
Derfor sender Digitaliseringsministeriet nu en åben invitation til alle danskere om at komme med deres bedste bud på, hvad appen skal hedde. Det kan være alt fra det kreative og sjove til det seriøse og autoritære.
Den nye app, der ventes lanceret i begyndelsen af 2026, er tænkt som en slags digital tegnebog, hvor borgerne kan samle forskellige identitetsbeviser ét sted. I første omgang kan den bruges som legitimationsbevis, når du for eksempel skal hente en pakke på posthuset eller købe alkohol i supermarkedet, uden at du behøver vise hele dit sygesikringskort eller afsløre unødvendige personoplysninger som navn og adresse.
LÆS OGSÅ: Nu skal danskerne have en ny digital identitetstegnebog.
Den funktion får særlig betydning i kampen for at beskytte børn og unge på sociale medier. Planen er, at appen fremover skal kunne bruges som alderstjek på tværs af platforme som TikTok, Snapchat og Instagram, hvor der i dag ofte snydes med aldersgrænsen.
Men ambitioner for den nye identitetstegnebog stopper ikke der. Den er en del af et større europæisk projekt under eIDAS2-forordningen, der sigter mod at gøre digitale beviser og ID-løsninger brugbare på tværs af EU. På sigt kan appen dermed også indeholde alt fra sundhedskort og vaccinationsbevis til billetter og loyalitetskort — og fungere som et digitalt ID, ikke bare i Danmark, men i hele EU.
Navnet er stadig åbent — og du kan få æren
Digitaliseringsminister Caroline Stage håber, at danskerne vil komme med idéer:
“Vi har brug for danskernes hjælp til at finde det rette navn til appen, som på sigt skal rumme alverdens muligheder. Den skal være nem, brugervenlig og beskytte privatlivet — men hvad skal den hedde? Det er nu, man kan få lov til at prale med, at ’det var mig’, der fandt på navnet,” lyder det fra ministeren i en pressemeddelelse.
Navnekonkurrencen løber frem til den 1. august, hvorefter et endeligt navn til den nye identitetstegnebog udvælges og offentliggøres. Du kan indsende dit forslag på denne side – og vi vil da blive mægtig stolte, hvis det bliver en iNPUT-læser, der løber med sejren …











