Underholdning

Muppet Show genopstår på Disney+

De er tilbage efter 40 år: The Muppet Show genopstår på Disney+ – med stjernegæster og klassisk kaos.

muppet show
foto: Disney+

Efter mere end fire årtier vender den ikoniske varietéklassiker The Muppet Show tilbage i et nyt specialafsnit på Disney+. Anledningen er seriens 50-års jubilæum – og opskriften er den samme, som gjorde muppetterne udødelige: musik, sketches, kaos bag scenen og den helt særlige blanding af selvironi og hjerte, som både gamle fans og nye seere kan være med på.

Det nye afsnit får premiere 4. februar og foregår – naturligvis – i det originale Muppet Theatre. Her forsøger Kermit, Miss Piggy og resten af flokken at genintroducere sig selv for verden, mens alt går mere eller mindre galt i kulissen. Præcis som det skal.

Jubilæumsspecialet byder på en række kendte gæster. Blandt navnene er den Grammy-vindende popstjerne Sabrina Carpenter, komikeren Maya Rudolph og skuespilleren Seth Rogen. De optræder side om side med muppetterne i musiknumre og sketches, der tydeligt nikker til seriens klassiske format – men med en nutidig energi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Se traileren til Muppet Show anno 2026.

En tv-klassiker med dansk historie

Det oprindelige The Muppet Show kørte i fem sæsoner fra 1975 til 1981 og blev sendt på dansk tv allerede i slutningen af 1970’erne. Serien satte en ny standard for familieunderholdning ved at blande børne-tv, satire, popkultur og gæsteoptrædener i én og samme pakke.

I 1990’erne blev konceptet forsøgt genoplivet med Muppets Tonight, en mere talkshow-præget version, som også fandt vej til dansk tv – dog uden helt samme gennemslagskraft som originalen.

MERE OM SAMME EMNE:

Selv om tv-serien forsvandt, har muppetterne aldrig været væk ret længe. De har gennem årene haft succes på det store lærred med film som The Muppet Movie, The Muppets og The Muppets: Most Wanted. Nu vender de så tilbage til rødderne – dér hvor det hele begyndte.

Med jubilæumsspecialet satser Disney+ tydeligt på både nostalgi og generationsskifte. De voksne får et gensyn med en tv-klassiker, mens nye seere får en introduktion til, hvorfor Kermit, Miss Piggy og resten af holdet stadig har noget på hjerte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.