Energiselskabet Norlys advarer nu om, at kunder der bor i midt- og Vestjylland og er kunder hos Eniig, risikerer at miste tv-signalet i løbet af januar og internetsignalet den 31. januar.
Som en del af fusionen til Norlys stillede konkurrencemyndighederne som betingelse, at energi- og telekoncernen skulle lade kunderne vælge deres fremtidige tv- og bredbåndsleverandør på ny. Derfor modtog 110.000 kunder i efteråret et brev om, at deres aftale var opsagt senest pr. 31. januar 2021. Men mange har endnu ikke truffet et valg, og derfor råber Norlys nu vagt i gevær.
– Det er på mange måder en usædvanlig situation, kunderne bliver sat i. Jeg tror ikke, at det er set før, at så mange kunder i princippet bliver opsagt, selvom de ikke har bedt om det. Vi kan se ud fra undersøgelser, at det kun er 10-20 procent af kunder, der har interesse i at skifte udbyder, og vi ved af erfaring, at resten er utroligt svære at flytte på. Derfor har min største bekymring været, om kunderne får truffet et valg i tide. Gør de ikke det, ophører deres aftale den 31. januar, og så vil de miste internet- og tv-signalet, fortæller Sune Nabe Frederiksen, der er administrerende direktør i Norlys Digital, som blandt andet ejer Stofa og Boxer.
Artiklen fortsætter efter annoncen

