Elbiler

OK opstiller 70 kæmpebatterier

OK går i gang med at opstille 70 store batterianlæg over hele Danmark. De skal aflaste det pressede elnet, udnytte billig strøm og sikre højere ladehastigheder til elbilisterne.

batteri
Visualisering af en af de batterityper, OK etablerer (foto: OK)

Der bliver – heldigvis – stadig flere elbiler på de danske veje, og kampen om strømmen spidser til. Men i stedet for at vente på, at elnettet bliver udbygget, har energiselskabet OK fundet en anden løsning: Kæmpestore batterier. Mindst 70 batterianlæg skal i løbet af de kommende år placeres rundt omkring i Danmark. Her skal de fungere som lokale energilagre, der kan fyldes op, når strømmen er rigelig og billig, og levere energien tilbage, når efterspørgslen stiger.

Det smarte er, at batterierne skal etableres på OK’s eksisterende lokationer, hvor der allerede er adgang til elnettet og ledig kapacitet. Dermed slipper selskabet for at etablere nye nettilslutninger til anlæggene. Og det kan blive en mærkbar fordel for de mange danskere, der lader elbilen på farten.

Skal sikre fuld fart på lynladerne

Når flere elbiler kobles til den samme ladestation, skal de deles om den strøm, der er til rådighed. Hvis strømforsyningen ikke kan følge med, kan det betyde, at ladeeffekten bliver begrænset. Her kommer de store batterier ind i billedet. Ved at placere batterilagre ved ladestationerne kan OK trække på den oplagrede energi, når belastningen bliver særlig høj. Det kaldes ampere boost og betyder i praksis, at batteriet kan supplere strømmen fra elnettet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På den måde kan en ladestation potentielt levere høj effekt til flere biler samtidig, selv om den eksisterende netforbindelse ellers ville sætte begrænsninger. Det betyder ikke nødvendigvis, at den enkelte elbil kan lade hurtigere end i dag. Men det kan hjælpe med at fastholde en høj ladeeffekt, når mange biler lader på samme tid.

– Der bliver kamp om strømmen i fremtiden. Derfor bliver evnen til at levere høj og stabil ladeeffekt vigtig, så vi kan tilbyde vores ladekunder den opladning, de forventer – også når mange lader samtidig, siger Michael Løve, administrerende direktør i OK.

Batterierne kan også få betydning for den elektrificering af lastbiltransporten, hvor behovet for meget høj ladeeffekt er endnu større.

Strøm nok til næsten 6.000 husstande

Det er ikke ligefrem små powerbanks, OK er ved at stille op. Et typisk anlæg kan lagre 520 kWh strøm. Det svarer omtrent til batterikapaciteten i ti almindelige elbiler eller et helt døgns strømforbrug i omkring 50 danske husstande.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Anlæggene får forskellige størrelser, og når alle 70 er etableret, forventer OK en samlet lagerkapacitet på omkring 60 MWh og en maksimal effekt på 30 MW. Det er en energimængde, der svarer til et døgns elforbrug i knap 6.000 danske husstande.

Batterierne er dog først og fremmest beregnet til at håndtere udsving over kortere perioder. Ved maksimal effekt kan de 60 MWh eksempelvis levere strøm i omkring to timer.

De første batterier blev placeret i Trustrup på Djursland og Vester Lyby nær Skive den 8. oktober. Senere på måneden følger efter planen anlæg i Odense og Svendborg. OK forventer at have etableret 20 anlæg inden udgangen af 2026. Batterierne leveres af den finske virksomhed Cactos og produceres i Europa.

Kan batterierne også give billigere strøm?

Det er ikke kun elbilisterne, der kan få glæde af de nye batterier. Et af problemerne med vind- og solenergi er, at produktionen ikke nødvendigvis passer med vores forbrug. Når vinden blæser, og solen skinner, kan der være rigeligt med billig elektricitet. Men strømmen kan ikke bare gemmes i ledningerne til senere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det kan den til gengæld i et batteri.

Ved at oplade batterierne i perioder med lav efterspørgsel og sende energien tilbage på nettet, når forbruget topper, kan OK være med til at udjævne belastningen. Det kan samtidig mindske behovet for dyrere elproduktion i spidsbelastningsperioder.

– Batterier vil på sigt kunne sænke elprisen, og det kommer os alle til gode, siger Michael Løve.

Det er dog for tidligt at love danskerne billigere elregninger som følge af de 70 anlæg. Elprisen afhænger af langt flere forhold, og effekten af batterierne vil i første omgang være lokal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En genvej uden om køen til elnettet

OK’s projekt kommer på et tidspunkt, hvor manglende kapacitet i elnettet er blevet en voksende udfordring for den grønne omstilling. Flere elbiler, varmepumper og virksomheder med stort elforbrug stiller stadig større krav til infrastrukturen. Samtidig tager det tid at udbygge kabler, transformatorstationer og andre dele af elnettet.

Her kan batterierne være en del af løsningen, fordi de gør det muligt at udnytte den eksisterende kapacitet mere effektivt.

De kan ganske vist ikke erstatte en nødvendig udbygning af elnettet. Men de kan hjælpe med at håndtere spidsbelastninger og dermed mindske nogle af de lokale flaskehalse.

MERE OM SAMME EMNE:

For elbilisterne er gevinsten mere håndgribelig: Muligheden for en lynlader, der bedre kan holde farten, selv når ladepladserne er fyldt. Og det kan vise sig at blive mindst lige så vigtigt som at opstille endnu flere ladestandere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER