Mens resten af verden jagter bedre og billigere lithiumbatterier, har finnerne fundet en noget mere jordnær løsning. De fylder ganske enkelt en gigantisk beholder med sand og varmer dem op, når strømmen er billig. I den finske by Pornainen leverer et enormt såkaldt sandbatteri varme til det lokale fjernvarmenet. Og det gør det uden lithium, kobolt eller andre avancerede batterimaterialer.
Bag teknologien står det finske selskab Polar Night Energy, som har udviklet en metode til at gemme store mængder energi i almindeligt sand eller knuste sten. Ideen er at udnytte billig strøm fra eksempelvis vindmøller og solceller, når produktionen er høj, og gemme energien som varme, indtil der igen bliver brug for den.
2.000 ton sand fungerer som batteri
Anlægget i Pornainen er ikke nogen lille forsøgsopstilling. Det 13 meter høje og 15 meter brede batteri indeholder omkring 2.000 ton knust fedtsten. Materialet er et restprodukt fra fremstilling af brændeovne og pejse. Batteriet kan lagre 100 megawatt-timer (MWh) varmeenergi og levere varme med en effekt på 1 megawatt. Det svarer teoretisk til 100 timers varmelevering ved fuld effekt, hvis man ser bort fra varmetab.
Artiklen fortsætter efter annoncen

