Midt i alle rygterne om en snarlig nedlukning af OnePlus herhjemme, dukker der nu et rygte op i en helt anden boldgade. Nye læk peger på, at selskabet kan være på vej ind på et helt nyt marked: en dedikeret Android-håndholdt til gaming. Hvis rygterne holder, er det ikke bare endnu en mobil med en controller klikket på siden, men en reel spillemaskine med 8-tommers skærm, skulderknapper og kraftig Dimensity-chip.
Hvor mange håndholdte satser på klassisk konsol-logik med store styrepinde og retrofokus, tyder lækkene på, at OnePlus i stedet vil gå målrettet efter mobilspillene, som millioner allerede bruger timer på hver uge. Her nævnes især FPS-spil med krav om hurtig berøringsrespons, lav forsinkelse og høj opdateringshastighed.
Computertegningen, som cirkulerer nu, viser en enhed med et markant tykkere kabinet end en almindelig telefon, integrerede greb i siderne og skulderknapper på toppen. Det ligner altså noget, der er bygget til at blive holdt i hænderne i længere tid ad gangen, ikke bare en smartphone i forklædning. Samtidig understreger flere medier, at billedet stadig skal tages med et gevaldigt skud salt, fordi der endnu ikke findes officiel dokumentation fra OnePlus.
Artiklen fortsætter efter annoncen

