OnePlus har lyttet til feedback fra brugerne og er nu klar med en mindre udgave af deres smartwatch. Den 8. juli lancerer teknologivirksomheden OnePlus Watch 3 i en 43 millimeter-version – en mere kompakt model, der især er målrettet dem med mindre håndled.
Den nye version følger i kølvandet på OnePlus Watch 3, som blev lanceret tidligere på året. Ifølge OnePlus bevarer den lille model de vigtigste funktioner fra den større udgave, men er pakket ind i et lettere og mere diskret design.
– Mange i vores community har efterspurgt en mindre udgave, og derfor lancerer vi nu OnePlus Watch 3 43 mm, som kombinerer komfort og et mere diskret udtryk med vores mest avancerede sundhedsfunktioner, fortæller Celina Shi, marketingchef for OnePlus i Europa.
Samme funktioner – mindre format
OnePlus Watch 3 43 mm adskiller sig fra en del andre små smartwatches ved stadig at være fuldt udstyret. Inklusive de to processorer og styresystemer, der giver uret væsentlig længere levetid mellem opladningerne end konkurrenterne.
Skærmen måler 1,32 tommer og er indrammet af rustfrit stål, mens vægten lander på beskedne 37,8 gram. Skærmens glas har desuden en let buet overflade, som skal give et mere strømlinet og elegant udtryk. Uret lanceres i farven Silver Steel.
Mere fokus på mental trivsel
Sundheds- og velvære-funktioner er i stigende grad blevet en central del af smartwatches, og OnePlus har valgt at opgradere deres såkaldte ’Mind & Body Evaluation’-værktøj i den nye 43 mm-model.
Uret kan blandt andet overvåge kroppens træthedsniveau i realtid og analysere, hvordan det påvirker brugerens mentale tilstand. Desuden kan det registrere stressmønstre og tilbyde simple vejrtrækningsøvelser med realtidsfeedback.
Derudover får brugeren adgang til daglige og ugentlige rapporter, der giver et overblik over både fysisk og mental tilstand – samt forslag til, hvordan man kan forbedre sit velvære.
Læs også vores test af OnePlus Watch 3.












