Start opladningen direkte fra Apple Maps – og betal med Apple Pay

Med ny integration i Apple Maps kan elbilister finde, vælge og betale for opladning med et enkelt tryk – direkte fra iPhonen.

En ny ladeløsning har set dagens lys og den gør det nemmere for iPhone-folket at lade elbilen. Den nye funktion i Apple Maps lader dig ikke bare finde en ledig lader – du kan også sammenligne priser og starte opladningen direkte i kort-appen. Betalingen klares naturligvis med Apple Pay.

Hvor vi tidligere har måttet jonglere med et hav af apps fra forskellige ladeoperatører, samler denne løsning det hele ét sted. Bag funktionen står det tyske dataselskab Cirrantic, og i første omgang er løsningen rullet ud i fire europæiske lande – Tyskland, Østrig, Holland og Sverige.

 

Når du søger efter en ladestation i Apple Maps, kan du filtrere efter ladehastighed, tilgængelighed eller udbyder. Men det smarte er, at systemet også samler alle de betalingsmuligheder, der findes for netop den lader. Det kan være operatørens standardpris, roamingaftaler eller personlige rabatter. Du får altså prisen serveret, og kan vælge det billigste alternativ – uden at åbne en eneste ekstra app.

Når laderen er valgt, trykker du bare på “Start opladning”. Apple Pay sørger for betalingen, og du kan frit vælge mellem dine tilknyttede kort eller endda mobilregning. Under opladningen får du live-status på processen og en kvittering automatisk bagefter.

 

For både brugere og operatører

Fordelene er åbenlyse for elbilister: Én brugerflade, lavere pris og ingen app-kaos. Men også operatørerne vinder. Integrationen i Apple Maps giver dem adgang til nye kunder, fordi alle med en iPhone i princippet allerede har værktøjet i lommen.

Løsningen er endnu ikke tilgængelig i Danmark, men eftersom Sverige er med fra start, er der næppe langt til en dansk udrulning. Indtil da må vi bare håbe, at Cirrantic holder tempoet oppe – for hvis der er noget, der kan fjerne friktionen ved at køre elbil, er det netop sådan en alt-i-en løsning.

 

Andre aktører arbejder dog også på at gøre opladning så gnidningsfri som muligt. Tesla har for længst gjort det nemt for sine kunder med sit eget Supercharger-netværk, hvor du blot sætter stikket i, og bilen selv sørger for resten – både autentificering og betaling. Og flere bilproducenter er begyndt at indføre Plug & Charge, en standard hvor bilen kommunikerer direkte med laderen uden behov for apps, kort eller QR-koder. Apples løsning er dermed ikke en revolution, men et vigtigt skridt mod en hverdag, hvor opladning bliver lige så ukompliceret som at tanke benzin engang var.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.