Brætspil på tablet er en genre, hvor den håndholdte touchskærm har vist sig at være særdeles velegnet. Der er et utal af eksempler på fremragende oversættelser af de fysiske spil til den digitale udgave – og på en tablet kan du se spillebrættet og interagere med et intuitivt touch-interface, der ikke behøver læres, fordi det afspejler den fysiske udgave. Visse spil gør sig bedre end andre – spil med gigantiske kort og en myriade af figurer, kan være svære at overskue på en håndholdt skærm, mens andre synes oplagte.
Det bedste fra to verdener
De allerbedste konversioner er kortspil, og blandt dem er Pathfinder et af de bedste. Kortspil er særligt velegnede, fordi de sjældent har en uoverskuelig spilleplade. Til gengæld så kan mange forskellige bunker af velblandede kort være et problem i den fysiske verden, hvorimod en computer nemt klarer den sag. Og kortspil har typisk allerede flotte billeder og et oplagt format, så digitaliseringen ligger lige for. Således også med Pathfinder.
Pathfinder er en kortspilsversion af et klassisk rollespil, hvor en gruppe eventyrere kaster sig ud i drabelige eventyr, kæmper mod farlige fjender, finder skatte og langsomt stiger i niveau samtidig med at de får bedre evner og sejere gear. Spillet er designet til at 1-6 spillere med hver deres figur stille og roligt arbejder sig igennem æskens eventyr – og siden køber tilføjelser med flere kort og flere eventyr. Gear, skatte og modstandere trækkes her tilfældigt fra nummererede kortbunker, hvilket i den fysiske verden kræver lidt organisation, men her foregår automatisk.
Artiklen fortsætter efter annoncen

