At firehjulstræk koster på rækkevidden, er ikke nogen hemmelighed. Men hvor meget, der er svært at vurdere. Norsk Automobil Forbunds nylige test af 31 elbilers rækkevidde i vintervejr kan dog give et interessant fingerpeg.
Flere af de biler, der deltog i testen, var nemlig med i udgaver med både to- og firehjulstræk.
Tanken var at sammenligne, hvordan firehjulstræk påvirker forbrug og rækkevidde i forhold til den tilsvarende bil med kun forhjulstræk eller baghjulstræk. Alle bilerne blev kørt samtidig på samme strækning over et tidsrum, hvor temperaturen vekslede mellem nul grader og ti minusgrader.
Og der er store forskelle imellem de seks biler, der kan sammenlignes fra testen. Den ekstra motor på Kia EV6 4WD koster eksempelvis kun en enkelt kilometers rækkevidde. Mens Volkswagen GTX og Polestar 2 Dual Motor mister henholdsvis 61 og 60 kilometer.
Hyundai Ioniq 5, der deler platform med Kia EV6, kørte 39 kilometer kortere med firehjulstræk. Den store difference skyldes måske, at dækkene ikke havde samme størrelse på de testede modeller.
Her er et overblik over de biler, der deltog i testen med både to- og firehjulstræk. Vi har udeladt Skoda Enyaq iV80 / iV80X fra oversigten, da testen af den model skal laves om. Helt imod al fornuft viste den nemlig, at firehjulsudgaven klarede sig væsentlig bedre. Faktisk kørte iV80X 50 kilometer længere end den almindelige tohjulsudgave.
Bilmodel | Kilometer | Difference |
---|---|---|
Audi Q4 e-tron 40 | 380 | |
Audi Q4 e-tron 50 Quattro | 349 | -31 |
Hyundai Ioniq 5 2WD | 408 | |
Hyundai Ioniq 5 4WD (19″) | 369 | -39 |
Kia EV6 2WD | 429 | |
Kia EV6 4WD | 428 | -1 |
Polestar 2 Long Range Single Motor | 400 | |
Polestar 2 Long Range Dual motor | 340 | -60 |
Volkswagen ID.4 Pro | 414 | |
Volkswagen ID.4 GTX | 353 | -61 |
Du kan læse mere om testen hos det Norske Automobil Forbund.