Det er ikke en funktion, der har været råbt op om, men med iOS 14.5, der udkom i aftes, er det blevet muligt at bruge Apple TV og iPhone til at kalibrere farverne på fladskærmen. Det vil sige, det er i Apple TV at indstillingerne gemmes, ikke på selve tv’et. Det er heller ikke en funktion, der kan erstatte en rigtig farvekalibrering.
Til gengæld kan alle finde ud af det – og det koster intet, i modsætning til, hvis man skulle have en tekniker på besøg.
Apple TV bruger simpelthen lyssensoren i iPhone til at sammenligne farvebalancen på tv-skærmen med de industristandard-specifikationer, der bruges af filmfotografer over hele verden. Ved hjælp af disse data skræddersyr Apple TV automatisk videoudgangen til at levere mere nøjagtige farver og forbedret kontrast – uden at man behøver at justere tv-indstillingerne.
Artiklen fortsætter efter annoncen



