CES 2026: Samsung viser på CES 2026 en opdateret udgave af sin bærbare projektor under navnet The Freestyle+. Den nye projektor indgår i virksomhedens bredere AI-strategi, hvor skærme og enheder skal spille tættere sammen gennem Samsungs “Vision AI Companion”. For Freestyle-serien betyder det dog ikke et markant nyt produkt, men snarere en justering af det eksisterende koncept med større fokus på automatisering og softwarebaserede funktioner. Der er dog en enkelt, men ekstremt vigtig, hardware opdatering: Projektoren har fået dobbelt så meget lysstyrke som dens forgænger, Freestyle 2.
“Med The Freestyle+ har vi lyttet til brugernes feedback, især ønsket om højere lysstyrke – og derfor har vi skruet op for lysniveauet uden at gå på kompromis med den kompakte formfaktor. Samtidig ser vi, at fremtidens projektorer i stigende grad bliver AI-drevne, mere mobile og bedre til automatisk at tilpasse sig hverdagen, så de kan bruges naturligt i langt flere situationer end før,” siger Tommy Nilsson, der er chef for TV og Audio hos Samsung Nordics.
Samsung fremhæver derudover, at Freestyle+ i højere grad kan tilpasse billedet automatisk afhængigt af placering og overflade. Projektoren kan bruges på vægge, lofter og mere ujævne flader, og målet er at reducere behovet for manuel opsætning. Det er en videreudvikling af funktioner, som allerede kendes fra tidligere Freestyle-modeller, nu blot tættere koblet til Samsungs AI-platform. I praksis betyder det, at projektoren forsøger at gøre sig selv mere selvkørende, men uden at ændre grundlæggende på oplevelsen.
Artiklen fortsætter efter annoncen

