CES 2026: Der er blevet talt om smart home som koncept i årtier efterhånden, men det har aldrig rigtig slået bredt an. Udfordringen har altid været, at man har skullet været lidt af en teknologi-nørd for at få sine enheder sat rigtigt op, og de stemmestyrede enheder har haft det lidt svært med at blive… Styret af stemmen. Det vender AI op og ned på ifølge Samsung, der immervæk har lidt indsigt i emnet med mere end 400 millioner brugere på deres SmartThings platform.
Samsungs vision for AI i hjemmet er et åbent økosystem, der gør smart home muligt for alle dem, der ikke er tech-eksperter, og hvor udgangspunktet er at gøre hverdagen både nemmere og sjovere. Og der er ikke bare tale om visioner og fremtidsmusik. På årets CES-messe i Las Vegas har Samsung netop lanceret en række nye funktioner der viser, hvordan AI i 2026 ifølge koreanerne kommer til at revolutionere det smarte hjem.
Du skal til at tale med dit TV og din støvsuger
Samsungs nye linje af TV’er, der netop er præsenteret på CES, bruger teknologien ’Vision AI Companion,’ der gør det muligt at gemme den traditionelle fjernbetjening væk og blot tale med fjernsynet, som var det en person, der sad i stuen. Og det stopper ikke ved TV’et, håber Samsung. Deres robotstøvsuger Bespoke AI Jet Bot Steam Ultra kan du også tage dig en snak med. Du kan for eksempel bede den om at holde særligt øje med dine kæledyr eller overvåge sikkerheden i dit hjem, mens du ikke er hjemme.
Med AI bliver det smarte hjem en personlig assistent
Stemmestyring er dog blot toppen af isbjerget. Den egentlige revolution ligger i at teknologien i vores hjem nu kommer til at fungere som en ”ven,” der kender vores behov og vaner samt status på vores hjem på tværs af apparater. Samsungs danske landechef Søren Rinnov Østergaard forklarer det med et eksempel:
”Når jeg er på vej hjem fra arbejde, kan jeg få en notifikation fra mit køleskab om, hvad der mangler, og købe ind på vejen og time vaskemaskinen, så den er færdig, når jeg kommer hjem. Jeg kan sætte en pizza i ovnen og lægge mig ind og se tv. Ovnen holder selv øje med bagningen, og derfor kan ovnen via min telefon fortælle mig, hvornår pizzaen er færdig. Når vi har spist, og jeg falder i søvn foran tv’et, slukker tv’et selv, og mit ur fortæller mig, at jeg skal gå i seng. For en børnefamilie med faste rytmer kan det være en hjælp.”
Gemini genkender fødevarerne i køleskabet
På CES har Samsung præsenteret et nyt Bespoke AI Refrigerator Family Hub, hvor AI Vision med Google Gemini gør køleskabet i stand til at genkende fødevarer, holde styr på indholdet og understøtte smartere indkøb og madplanlægning. Teknologien kan identificere flere typer fødevarer og gøre madstyring mere overskuelig, uden at brugeren aktivt skal registrere alt manuelt.
På tværs af forskellige typer programmer forbedrer ’Vision AI Companion’ også den samlede livsstilsoplevelse. Det giver dig for eksempel mulighed for at finde opskrifter på måltider, du ser i et madlavningsprogram, ved blot at spørge TV’et. Og teknologien kan sende anbefalede opskrifter direkte til andre enheder.
Hvorvidt Samsung får ret i alle deres forudsigelser må vi jo vente og se – de har i hvert fald, om nogen, en mulighed for at påvirke udviklingen.
LÆS ALLE NYHEDER FRA CES 2026












