GadgetsTophistorie

Samsung går all-in på AI med ny S24 serie

Samsungs nye S24 serie er proppet med nye AI features og ny hardware - og så får du hele 7 års opdateringer

Samsungs S24 er endnu et skridt i retning imod mere AI – det var i hvert fald beskeden fra koreanerne da de her til aften dansk tid lancerede en ny serie af mobiltelefoner. S24 serien byder på tre nye modeller der alle har de nye AI funktioner – og et par af dem er faktisk ganske nyskabende.

Oversætter din telefonsamtale

Den største nyhed er måske, at det nu er muligt at føre en samtale med en person i den anden ende – vel at mærke uden at I forstår hinandens sprog. Den nye S24 serie kan nemlig oversætte samtalen direkte imens den foregår. Når du har sagt en sætning oversætter telefonen til det andet valgte sprog. Der er desværre ikke dansk på tapetet endnu, men det lover samsung kommer i en opdatering inden alt for længe. Live Translate virker både med andre mobiltelefoner og endda helt gammeldags fastnettelefoner.

 

Samsung S24 serien er gennemsyret af nye AI teknologier
S24 oversætter så du kan føre en samtale på et sprog du ikke taler

Udover den mundtlige oversættelse kommer der også en funktion der kan oversætte tekst i stort set alle de apps du bruger til hverdag – alt fra Messenger til Whatsapp.

AI teknologien er faktisk til stede i stort set alle funktioner på telefonen; kameraet er også optimeret med AI funktionalitet, så billeder stabiliseres og detaljer forbedres, ligesom billeder optimeres i både skarphed og lysstyrke. De mange funktioner virker i øvrigt også i eksempelvis Instagram og Snapchat.

 

Nyt design på Ultra

Den nye Ultra er – ligesom i øvrigt iPhone 15 Pro serien – bygget i titanium. Designet er et klassisk “candybar” design, som måske virker en smule kantet – til gengæld er de to lillebrødre S24 og S24+ en lidt mere traditionel formfaktor, med afrundede hjørner og en ramme i aluminium.

Den har fået betydeligt tyndere ramme, så skærmen virker faktisk betydeligt større. Sammen med Corning har Samsung også lavet en ny glastype kaldet Gorilla Armour. Ifølge Samsung giver det den hidtil stærkeste skærm nogensinde.

Ny hardware hele vejen rundt

De nye S24 telefoner kommer i tre udgaver. En Ultra – topmodellen – en ”standard” S24 udgave med en 6,2” skærm og en storebror (S24+) med næsten samme specifikationer, men med en 6,7” skærm.

 

Ultraen er – naturligvis – den mest spændende telefon fordi Samsung her har samlet stort set alle de mest avancerede teknologier. Den har eksempelvis fået den nye WiFi 7 standard som en af de første topmodeller (S24 og S24+ må nøjes med WiFi 6E). Derudover er den bestykket med en Snapdragon 8 3. generations processor, der burde levere ydelse nok til alle de mange avancerede funktioner.

Skærmen er naturligvis også fra øverste hylde – en LTPO AMOLED 2x hvilket er Samsungs navn for den nye generation af AMOLED) den har 120Hz opdatering og kan skalere hastigheden ned til 1Hz, alt efter indholdet, hvilket sparer på batteriet.

Masser af hukommelse

Ultra kommer med enten 256, 512 eller 1TB hukommelse, men alle har 12GB RAM. Batteriet er på 5000mAh, hvilket burde være tilstrækkeligt til i hvert fald en hel dags tung brug – men det kommer vi tættere på når vi får telefonen til test.

 

Opladningen kan foretages med op til 45W – hvilket ifølge Samsung giver op til ca. 65% på en halv time. Du skal så selvfølgelig være i besiddelse af en 45W strømforsyning der skal købes separat.

Kameraet består selvfølgelig af en række forskellige komponenter – en 12MP ultra vidvinkel, et 50 MP telefoto kamera og så selvfølgelig et 12MP frontkaera. Der er 5x optisk zoom.

De to standard versioner af S24 kommer med lidt mindre imponerende hardware specifikationer, omend de stadig vil levere ydelse nok til langt det meste.

Her er der 8GB RAM og 128GB/256/512GB hukommelse, og der er lidt langsommere opladning med 25W – ca. 50% på 30 minutter, ligesom der “kun” er WiFi 6E og kameraet er lidt lavere opløsning og 3x optisk zoom.

Opdateringer i 7 år

Samsung lover nu hele 7 år med opdateringer af både sikkerhedsopdateringer og systemopdateringer. Du vil altså få den nyeste version af Android i hvert fald de næste 7 år – det er et løfte der vil garantere, at telefonen beholder sin værdi betydeligt længere end det tidligere har været tilfældet.

Priser og tilgængelighed

Samsung Galaxy S24, S24+ og S24 Ultra vil være at finde på hylderne fra tirsdag i næste uge, den 23. januar.

  • Galaxy S24 (8GB/128GB) har en vejledende pris på 6.999 kroner
  • Galaxy 24+ (12GB/256GB) koster 8.999 kroner.
  • Galaxy S24 Ultra starter fra 11.499 kroner med 12GB RAM og 256GB lagerplads.

Samsung kører desuden en kampagne der giver dobbelt op på lagerplads, indtil den 30 januar.


8GB/128 GB8GB/256 GB12GB/256 GB12GB/512 GB12 GB/1 TB
Galaxy S246.999 kr.7.499 kr.
Galaxy S24+8.999 kr.9.999 kr.
Galaxy S24 Ultra11.499 kr.12.499 kr.14.299 kr.
Prisoversigt for de forskellige S24-modeller

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.