
Samsung Galaxy Watch 9 nærmer sig – og hvis de seneste læk holder, skal man ikke forvente en designrevolution. De nye billeder, der blandt andet er delt af 9to5Google og Android Headlines, viser et ur, der fortsætter Samsungs seneste designlinje: en rund skærm placeret i en mere kantet urkasse. Det giver stadig Galaxy Watch et mere markant udtryk end mange klassiske smartwatches, men ændringerne ser ud til at være små.
Til gengæld får uret tilsyneladende nye farver, nye remme og et mere afdæmpet metal-look. De lækkede pressebilleder viser blandt andet lyse og mørke sølvfarver samt en næsten sort variant med remme i hvid, grøn og mørk blå. Det er det dog næppe farverne, der bliver det vigtigste.
Mere sundhed, mere træning
De største nyheder ser ud til at ligge i softwaren. Lækkede billeder peger på nye træningstyper, flere sundhedsmålinger og en opdateret udgave af Samsung Health. Blandt nyhederne ses blandt andet en ny “trail run”-funktion, nye sundhedsmarkører og en “friskere” brugergrænseflade. Det tyder på, at Samsung vil gøre Galaxy Watch 9 mere relevant for brugere, der vil have mere ud af uret end notifikationer, skridttæller og søvnmåling.
Artiklen fortsætter efter annoncen

