De fleste elbilister kender irritationen ved at ankomme til en ladestander, der er optaget af en anden bil, som ikke oplader. Men snart kan det være slut med den slags hverdagsirritationer. Et nyt pilotprojekt skal nemlig gøre det nemmere at være elbilist ved at give brugerne information om, hvilke offentlige ladepladser der er i brug og hvilke der er ledige.
I asfalten ved omkring 100 offentlige ladestandere i Aarhus vil der blive indsat sensorer, der vil kunne sende live-data, så elbilister fremover i realtid kan se, om ladepladsen er ledig. Selvom forsøget i første omgang foregår i Aarhus, er der stort potentiale i at bruge data fra sensorer til at forbedre lademulighederne for elbilister i hele landet.
– Med det nye pilotprojekt vil vi ikke alene kunne fortælle, hvornår de 100 ladepladser er ledige. Vi vil også kunne benytte datamængderne til at beregne sandsynligheden for, hvornår andre ladepladser er ledige. Hvis vi lykkes med at udvikle den model i Aarhus, vil den formentlig kunne udbredes til resten af landet, idet vi forventer, at lademønstrene i de større byer vil være sammenlignelige, siger Tan Minh Tran, der er medstifter og adm. direktør hos den aarhusianske tech-virksomhed Papp, der har været med til at udvikle den nye løsning.
Artiklen fortsætter efter annoncen



