Danskerne er faktisk enige om, hvilke elbiler der topper ønskelisten – i hvert fald når vi kigger på de to mest populære modeller. Nye salgstal for perioden 1. januar til 31. august 2025 viser nemlig, at både kvinder og mænd har Skoda Elroq som nummer ét og Tesla Model Y som nummer to.
Herfra bliver forskellene dog tydelige.
Blandt mændene dominerer de store, tunge og velkendte modeller: Volkswagen ID.4, VW ID.Buzz og Skoda Enyaq iV. Det er biler med masser af plads, rækkevidde og den klassiske SUV-følelse bag rattet. Hos kvinderne er billedet mere varieret – og ofte mindre. Her er Hyundai Inster og Renault 5 E-Tech blandt de klare favoritter, sammen med Kia EV3.
Bil nummer to At kvinderne i højere grad falder for de mindre biler er ikke tilfældigt. Ifølge branchen bliver det nemlig ofte kvinden i familien, der kører i bil nummer to – den der primært bruges til indkøb, børn til fritidsaktiviteter og hverdagslogistik. Og her giver en kompakt elbil med lavere pris og nemmere parkering mere mening.
Mændene derimod lader sig i højere grad lokke af rækkevidde, plads og kraft – egenskaber, som de klassiske SUV’er og crossovers leverer i rå mængder.
Tallene understreger, at elbilsmarkedet i Danmark ikke bare er et spørgsmål om pris og rækkevidde – men i høj grad også om hvem i familien, der skal sidde bag rattet.
Klik på kategorierne i tabellen for at sortere den efter kvinder, mænd eller samlet.