Skoda Vision 7s bliver til en af tre nye Skoda-elbiler

Skoda har nu præsenteret Vision 7s konceptet. Den syvpersoners konceptbil bliver til én af tre nye elbiler fra Skoda.

Efter den store succes med Enyaq iV er Skoda ved at lægge i ovnen til flere elbiler. Konceptbilen Skoda Vision 7s udstikker designlinjen for alle nye modeller fremover. Den blev officielt præsenteret i Prag tirsdag.

Vision 7s bliver med tiden til én af tre nye elbiler, som Skoda præsenterer inden 2026. De øvrige to elbiler er henholdsvis en lille 200.000 kroners-elbil og en kompakt SUV.

 

Konceptbilen introducerer ikke alene Skodas nye logo. Men også den nye såkaldte Tech-Deck Face, hvor kølergrillen er betydeligt smallere og bredere end hidtil. Samtidig er de lodrette ribber erstattet af sort glas, som skjuler bilens sensorer.

Forlygterne danner et T i hver side af fronten med LED-kørelyset som den vandrette streg, og T’erne er også at finde på bagenden. Forkofangeren har syv lodrette luftindtag, som hjælper med at køle batteriet, og et synligt bundskjold i aluminium skal være med til at understrege bilens robuste udtryk.

 

Skoda Vision 7s

Skoda har valgt at udstyre konceptbilen med de såkaldte “selvmordsdøre”, hvor bagdørene er hængslet bagtil. Det skal gøre det nemmere at stige ind i kabinen. En anden spøjs detalje er den integrerede barnestol på den gennemgående midterkonsol. Der sidder en bamse i den, på billedet herover. Forsædepassagererne kan holde øje med den lille via et kabinekamera, hvor billedet bliver vist, hvor som helst man ønsker det, på den 14,6-tommer store touchskærm.

Skoda Vision 7s er også udrustet med det, for tiden, så populære Yoke-rat, der er fladt i top og bund, så det ikke tager udsynet til det digitale cockpit. 

 

Nu med rygsække …

Ingen ny Skoda uden nye Simply Clever-løsninger. F.eks. har Vision 7s rygsække, som sidder fast med magneter på bagsiden af sæderne. Klar til en rask gåtur med familien. Og inspireret af bøhmisk krystal er der en stor krystal på instrumentpanelet. Ved hjælp af farver viser den batteri- og ladestatus – også når man befinder sig uden for bilen.

Teknisk er Skoda Vision 7s udstyret med et 89 kWh-batteri der giver den en rækkevidde på over 600 kilometer (WLTP). Batteriet kan lades med en effekt på op til 200 kW loves det.

 

Herunder lidt flere billeder af konceptbilen. Hvad synes I om den? Skriv gerne jeres mening i kommentarfeltet nedenfor …

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.