TeknologiTophistorie

Sonos opdaterer sine soundbars: Bedre dialog – også for folk med høretab

Takket være en softwareopdateriing bliver din Sonos Arc soundbar i dag bedre til at gengive tale, når du ser film og serier.

Sonos ruller nu en ny funktion ud til sine soundbars, der skal gøre det lettere at høre, hvad der bliver sagt på skærmen. Med en opdatering af funktionen Taleforbedring får brugerne nu mulighed for selv at finjustere, hvor tydeligt dialogen træder frem – og én af de fire nye indstillinger er særligt udviklet til folk med høretab.

Soundbars har i årevis kæmpet med at levere tydelig dialog, især når lydsporet i film og serier drukner stemmer i buldrende effekter eller musik. Ifølge Sonos skyldes det både tekniske begrænsninger, et hurtigt workflow i lydproduktionen og kunstneriske valg. Den nye opdatering skal tage højde for alt dette.

 

“Efter lang tids arbejde har vi med hjælp fra AI og samarbejde med eksperter fundet en måde at løfte dialogen præcist og balanceret ud af lydbilledet,” lyder det fra Sonos i en pressemeddelelse.

Sonos har blandt andet samarbejdet med den britiske organisation RNID, der arbejder for bedre forhold for døve og hørehæmmede. Gennem et års tests med deltagere i forskellige aldre og med varierende grader af høretab, har Sonos udviklet en særlig “Max”-indstilling, hvor dialogen placeres helt fremme i lydbilledet – også foran lydeffekter og musik.

 

Sonos
Skærmbilleder fra app’en.

De øvrige tre indstillinger – Low, Medium og High – giver mere balancerede muligheder afhængigt af brugerens behov.

Også i den kreative ende er der hentet sparring. Den prisvindende filmlydmixer Chris Jenkins har været med til at sikre, at funktionen ikke forringer den samlede lydoplevelse, men bevarer filmenes kunstneriske udtryk – selv i scener med høj intensitet eller kompleks lyd.

Den opdaterede Taleforbedring bliver tilgængelig allerede i dag, tirsdag, via en softwareopdatering til Sonos’ premium soundbar, Arc Ultra. Funktionen ventes senere at komme til flere modeller.

 

Læs også vores anmeldelse af Sonos Arc Ultra.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.