Det var ikke din telefon, der var noget galt med. Tirsdag blev kunder hos 3 og Oister ramt af et større nedbrud på mobilnettet, som gav problemer med både taleopkald og data. Flere brugere meldte om manglende forbindelse, ustabil dækning og opkald, der ikke kunne gennemføres.
Hos 3 lød meldingen tidligere på dagen:
“Der kan i øjeblikket opleves nedsat fremkommelighed på netværket ift Data og Tale opkald. Vi er i færd med fejlsøgning. Beklager de gener det medfører.”
Problemet ramte ikke kun kunder hos 3 og Oister. Flere mindre teleselskaber bruger 3’s mobilnet i Danmark, og derfor kunne nedbruddet også mærkes hos kunder på andre selskaber, der bruger samme netværk.
Det er den slags fejl, der hurtigt bliver mere end bare irriterende. Mobilen er i dag adgang til MitID, arbejde, betalinger, beskeder, kort, nødkontakter og helt almindelige opkald. Når forbindelsen forsvinder, bliver man hurtigt mindet om, hvor meget af hverdagen der hænger på et stabilt mobilnet.
3 oplyste tidligere, at teknikerne arbejdede på at finde fejlen, og at problemet forventedes løst i løbet af dagen. Klokken 12.26 meldte selskabet, at fejlen var rettet, og at nettet igen var tilbage i normal drift.
Årsagen til nedbruddet er endnu ikke meldt ud.











