Apples iPhone event kom og gik – og vi har haft iPhone 17 Pro i en uges tid. Og der er, som de fleste nok har opdaget, sket en del med serien i år, men stjernen er stadig (selv om iPhone Air får meget opmærksomhed) den dyreste og mest avancerede telefon, iPhone 17 Pro. Jeg har brugt en uge med den, og denne gang er der faktisk en del at tage fat i, i modsætning til sidste år, hvor opgraderingen var en smule… Kedelig. Jeg har fået den orange version til test, og den er IKKE kedelig. Tværtimod.
Design
Apple tager et tydeligt skridt i en ny retning med iPhone 17 Pro. Hvor de seneste generationer mest har budt på små justeringer, er der denne gang sket en reel forandring. Det mest markante er den nye kamerabar på bagsiden. Den strækker sig på tværs af telefonen og samler hele kameraopsætningen i ét bredt felt. Resultatet er et mere symmetrisk og moderne udtryk, der får telefonen til at skille sig ud.


Det er et greb, der uden tvivl vil dele vandene. Nogle vil mene, at det er elegant og giver iPhone en ny identitet, mens andre vil synes, at det ser voldsomt ud. Den orange farve, som jeg selv har testet, forstærker denne oplevelse. Den er frisk og iøjnefaldende, men bestemt ikke for alle. For dem, der vælger mere neutrale farver, vil designet fremstå mindre dramatisk, men stadig markant anderledes end sidste år.
Materialerne føles stadig premium. Glas og metal smelter sammen på en måde, der giver en følelse af kvalitet, og selv om glas altid rummer en risiko for ridser eller skader, er det forarbejdet på en måde, der virker gennemtænkt. Glasfeltet på bagsiden integrerer sig bedre end forventet, og efter en uges brug føles designet hverken fremmed eller ufærdigt – snarere som en naturlig udvikling af Pro-serien.
Skærm
Skærmen på iPhone 17 Pro er fortsat et af de stærkeste kort. Lysstyrken er så høj, at den uden problemer kan aflæses i direkte sollys, og farverne står knivskarpt. Kombinationen af høj opløsning og hurtig billedfrekvens gør, at alt fra video til spil fremstår flydende og detaljeret.
En vigtig forbedring er, at skærmen holder niveauet i længere tid, uden at lysstyrken falder, når telefonen bliver varm. Det var et irritationsmoment på tidligere generationer, hvor man kunne opleve, at skærmen dæmpede sig selv under længere tids brug. Denne stabilitet gør en forskel, især hvis man bruger telefonen intensivt til underholdning eller arbejde.
De smalle rammer gør, at skærmen føles endnu mere dominerende på forsiden. Det er ikke en revolution, men sammen med den nye bagside føles helhedsindtrykket mere moderne og helstøbt.
Ydeevne og varmeudvikling
Når det gælder hastighed, leverer iPhone 17 Pro præcis det, man forventer. Alting kører flydende, og alle apps åbner hurtigt. Det er dog ikke længere et punkt, hvor Apple skiller sig markant ud fra konkurrenterne. De fleste topmodeller på Android-siden er efterhånden også ekstremt hurtige, og forskellene er små i daglig brug.
Derimod er varmeudviklingen blevet markant forbedret. Det er en ændring, der virkelig kan mærkes. Tidligere kunne telefonen blive ubehageligt varm ved tung brug, men nu er det sjældent, man overhovedet registrerer varme. Kun ved trådløs opladning har jeg oplevet, at den blev lidt varm, men det er svært helt at undgå. Den nye kølingsstrategi gør, at man kan bruge telefonen længere uden irritation.
For brugeren betyder det, at man aldrig føler, at telefonen begrænser sig selv for at holde temperaturen nede. Ydelsen er konstant, og det skaber en følelse af stabilitet og pålidelighed.
Batteri
Batterilevetiden er et område, hvor iPhone 17 Pro virkelig overrasker. Efter en uges brug oplever jeg en markant forbedring i forhold til sidste års model. Faktisk ligger den nu på linje med, hvad jeg tidligere fik ud af en iPhone 16 Pro Max. Det er bemærkelsesværdigt, fordi Pro-modellen traditionelt har haft en lidt kortere levetid end Max-versionen.
Det betyder, at man uden problemer kan komme igennem en hel dag med tungt brug, og i mange tilfælde er der strøm tilbage til næste dag. Opladningstiderne er stort set de samme som tidligere, og selvom Apple stadig ikke matcher de hurtigste Android-telefoner, er kombinationen af længere batterilevetid og stabil ydelse et stort skridt frem.
For mange vil dette være en af de vigtigste forbedringer, fordi det direkte påvirker hverdagen. Man slipper for konstant at tænke på, hvor opladeren er, og det er en reel opgradering i forhold til forrige generation.
Kamera
Kameraet er som altid et af de største salgsargumenter. iPhone 17 Pro leverer billeder i en kvalitet, der er svær at slå. Skarphed, farver og dynamik er på et niveau, hvor man kan stole på, at billederne bliver gode, uanset situationen.
Der er små forbedringer at spore, især i mørke omgivelser, hvor kameraet klarer sig lidt bedre end sidste år. Zoomfunktionerne føles også mere naturlige og det er virkelig muligt at komme tæt på og stadig få god kvalitet. Men som med ydeevnen er vi på et punkt, hvor forbedringerne mest vil være synlige for de særligt interesserede. For de fleste brugere er kameraet allerede så godt i de forrige generationer, at de små skridt fremad ikke ændrer helhedsoplevelsen markant.






Det ændrer dog ikke på, at iPhone 17 Pro fortsat er et af de bedste kameraer, man kan have i lommen. For dem, der går op i at tage billeder på farten, er det en telefon, der aldrig skuffer.
Software
Telefonen leveres med iOS 26, og her har Apple igen lagt vægt på stabilitet og et strømlinet udtryk. Systemet føles hurtigt og sammenhængende, og de fleste af nyhederne er små, men nyttige.
Apple har kaldt iOS 26 den største opfindelse siden skiveskåret brød, men i praksis føles det ikke helt sådan. Det er en solid opdatering, men ikke en revolution. Animationerne er glatte, men der er stadig småting, der mangler at blive finpudset. Jeg har især oplevet, at søgefeltet i App Store kan opføre sig lidt mærkeligt. Det er ikke store problemer, men det minder om, at systemet stadig er i den første fase, hvor små bugs gradvist bliver rettet.
I hverdagen opleves iOS 26 som en naturlig videreudvikling. Det er velkendt, men med tilføjelser, der gør telefonen lidt nemmere at bruge. Og vigtigst af alt: det hele virker stabilt og hurtigt.
Konklusion
Prisen på iPhone 17 Pro starter ved 9.999 kroner. Det er stadig mange penge, men i forhold til konkurrenterne og Apples egen historik virker det rimeligt. Spørgsmålet er snarere, om forskellen til den almindelige iPhone 17 retfærdiggør merprisen på omkring 2.500 kroner? Det har vi kigget lidt nærmere på i denne artikel.
iPhone 17 Pro er en af de mest markante opdateringer i lang tid, når det gælder design. Kamerabaren, glasfeltet og de nye farver giver et udtryk, der føles frisk og anderledes. Samtidig er varmeudviklingen reduceret, batterilevetiden forbedret, og kameraet er fortsat i absolut topklasse.
Det er dog ikke en revolution. Hastigheden er høj, men den er efterhånden høj på alle topmodeller. Kameraet er fremragende, men det var det også sidste år. iOS 26 er solidt, men ikke banebrydende. For de fleste vil forbedringerne være små skridt, som ikke nødvendigvis ændrer hverdagen dramatisk, og har du en iPhone 15 Pro eller 16 Pro er det ikke sådan at du skal ræse ud og bruge penge fordi iPhone 17 Pro bare er et must-have.
For dem, der vil have det nyeste og bedste fra Apple, er iPhone 17 Pro et stærkt valg. Men for alle andre der står og mangler en smartphone er det værd at overveje, om den almindelige iPhone 17 giver næsten det samme til en lavere pris. Eller om du hellere skulle overveje den glimrende Google Pixel 10 Pro, der er nogenlunde tilsvarende på stort set alle måder. Det dejlige er, at der er masser at vælge imellem, og det meste er godt – det er iPhone 17 Pro også.
Du kan se alle specifikationer på Apples hjemmeside her.
Apple iPhone 17 Pro
Design
Funktioner
Kamera
Batteri og opladning
Ydelse
Pris
Fra 9.999 kr.
iPhone 17 Pro har fået lidt kærlighed i år, og Apple har igen placeret sig i toppen af smartphone feltet. Men de er ikke længere langt foran konkurrenterne.












