De ekstra kræfter er selvfølgelig ikke værdiløse. De giver mere luft til krævende spil, videoredigering, AI-funktioner og kommende versioner af iOS. Men hvis du skifter fra en iPhone 17 Pro i håbet om at blive blæst bagover af hastigheden, bliver du sandsynligvis skuffet. A20 Pro er voldsomt hurtig. Men i hverdagen var forgængeren allerede hurtig nok.
Her er forbedringen, jeg elsker
Og så kommer vi til den ændring, jeg har sat klart mest pris på. Opladningen.
iPhone har i årevis været håbløst konservativ på dette punkt. Mens kinesiske konkurrenter har kastet trecifrede watt-tal efter deres telefoner, har en iPhone-ejer kunnet gå ud, lave kaffe, drikke den og overveje livets store spørgsmål, mens mobilen langsomt sugede strøm til sig. Det er blevet langt bedre.
Apple oplyser at iPhone 18 Pro nu kan nå omkring 50 procent på 15 minutter med en kompatibel strømforsyning på mindst 60 watt. Og det er ikke bare et laboratorieløfte, det holder i virkeligheden. 80 procent nås på en halv time.
Det er især den første del af opladningen, der ændrer hverdagen. Har du glemt at lade telefonen op om natten, behøver du ikke længere sætte en mindre logistisk operation i gang. Et kvarter ved en kraftig USB-C-oplader kan give strøm nok til mange timers brug.
Det er præcis sådan, en god opgradering skal fungere: Man behøver ikke stå med et specifikationsark for at opdage den. Man mærker den bare.
iPhone 18 Pro er stadig ikke verdens hurtigst opladende mobiltelefon. Langtfra. Men Apple er omsider kommet op på et niveau, hvor jeg ikke længere irriterer mig over det. Det var på høje tid!
Batteriet er bedre – men ikke dramatisk
Batteritiden har også taget et skridt fremad, bare ikke noget gigantisk et. Jeg har ikke selv målt batterilevetiden, men jeg skiftedde direkte fra 17 Pro til 18 Pro og jeg følte ikke nogen større ændring. Min følelse understøttes derimod af Tom’s Guide, der målte 18 Pro til 16 timer og 17 minutter i deres standardiserede webtest. Det er knap en times forbedring i forhold til 17 Pro.
Det passer fint med oplevelsen efter en uges brug. Telefonen har ingen problemer med at klare en lang dag, og med moderat brug kan man komme betydeligt længere. Men hvor batteriet er en af de virkelig store historier på 18 Pro Max, er forbedringen på den mindre Pro mere ordinær.
Det gør ikke batteritiden dårlig – tværtimod. Men igen er der ikke tale om noget, der bør få en 17 Pro-ejer til at hive kreditkortet frem.
Og så er der lige prisen …
Hvis iPhone 18 Pro havde beholdt sidste års pris, ville det være lettere at trække på skuldrene. Men Apple vil have 10.999 kroner for den billigste udgave. 512 GB koster 12.999 kroner, 1 TB koster 16.999 kroner, og 2 TB koster formidable 22.999 kroner.
Det er en prisstigning på 1.000 kroner for indgangsmodellen sammenlignet med 17 Pro ved lanceringen. Det er svært at få til at harmonere med, hvor forsigtig opgraderingen er. Man får mere processorkraft, lidt bedre kamera, lidt længere batteritid og markant bedre hurtigopladning. Men man får ikke følelsen af en ny generation. Og det synes jeg er et problem til 10.999 kroner.
Har du en iPhone 17 Pro, ville jeg ikke engang overveje at skifte. Pengene bliver ganske enkelt dårligt brugt. Kameraet er ikke så meget bedre, ydelsen vil næppe kunne mærkes, skærmen er stort set den samme, og designet er næsten identisk. Den hurtigere opladning er dejlig, men ikke 10.999 kroner dejlig.
Har du en iPhone 16 Pro, er sagen lidt mere nuanceret. Springet er naturligvis større, fordi du får to generationers forbedringer på én gang. Men 16 Pro er stadig så god en telefon, at jeg heller ikke ville føle nogen trang til at skifte, medmindre batteriet er blevet træt, eller du har et helt konkret behov for de nyere kamera- eller videofunktioner.
Fra iPhone 15 Pro og ældre begynder regnestykket at give mere mening. Her får man flere generationers forbedringer samlet, og så kan både batteritid, kamera, køling, ydelse og opladning tilsammen mærkes. Og kommer du fra en almindelig, ældre iPhone og bare vil have den bedste Apple-telefon i et format, der stadig kan være i en normal bukselomme, er iPhone 18 Pro selvfølgelig et fremragende valg.
Det er nemlig vigtigt at holde de to ting adskilt: iPhone 18 Pro er en fantastisk telefon. Men iPhone 18 Pro er ikke en fantastisk opgradering.
Har du allerede en nyere Pro? Så behold den.
Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.