TEST

TEST: Apple iPhone Duo – den mest interessante iPhone siden iPhone 4 – men ikke uden kompromisser

iPhone Duo leverer en oplevelse, jeg ikke har set før - og er den bedste foldbare på markedet lige nu

iPhone Duo iNPUT anbefaler: 80 procent

iPhone Duo er måske den mest interessante telefon i mange år. Ikke fordi det er en foldbar – dem findes der efteher errhånden mange af fra mange producenter. Men kombinationen af foldbar og iPhone er ikke desto mindre en ganske spændende kombination, og iPhone Duo er lige hoppet op som den bedste foldbare på markedet. De fleste af de foldbares svagheder er ikke at finde i iPhone Duo, til gengæld mangler jeg nogle af de funktioner som jeg ellers er vant til fra de “almindelige” iPhones.

En iPhone – også når den er foldet

Designet er let at genkende som en iPhone. Den lyse bagside, de flade metalkanter og de afrundede hjørner giver Duo et enkelt udtryk, selv om formen er anderledes. De to store kameralinser sidder samlet i et aflangt kamerafelt, som bryder den ellers rolige bagside. 

Når man åbner telefonen bliver tabletformen åbenlys. Den lidt buttede halvdel med bagsiden og forsidens – også buttede – skærm udgør tilsammen en tablet form der giver god mening når den bliver åbnet op. Men det kommer jeg tilbage til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den støreste konkurrent til Duo er helt åbenlyst Samsungs Fold8. De to ligner hinanden en anelse, og Samsung har da også produceret iPhone Duo, så de kendte dens format på forhånd og kunne så lave en mobil med tilsvarende udformning og være på markedet først. De hårde kanter på Fold8 adskiller den dog fra iPhone Duo, ligesom placeringen og udformningen af kameraerne. Om man kan lide det ene eller det andet design er jo en smagssag – jeg er personligt ret glad for begge.

En skærm, der skal opleves

Den helt store overraskelse på Duo’en er inderskærmen, som rygterne (der jo ellers har været talrige over årene) ikke havde forberedt os på. Jeg har set mange gode mobilskærme, men den her føles anderledes end noget, jeg tidligere har haft mellem hænderne. Ikke bare lidt skarpere eller med lidt flottere farver. Der er noget ved selve måden, billedet fremstår på, som gør, at jeg bliver ved med at kigge en ekstra gang.

Det er en 7,6-tommer Super Retina XDR-skærm med OLED, ProMotion op til 120 Hz og Always-On. Apple opgiver en maksimal udendørs lysstyrke på 3.000 nits og et skærmareal, der er 50 procent større end på iPhone 18 Pro Max. Alt det er pænt standard for en iPhone. Men det mest interessante i forhold til læseoplevelsen er den matte nanotekstur, som ifølge Apple reducerer genskin og gør folden mindre synlig. 

Den matte overflade får mig til at tænke på e-paper, bare med alle fordelene fra en rigtig skærm. Det er svært at beskrive uden at få det til at lyde som noget, det ikke er, men indholdet har en ro og en tilstedeværelse, som jeg ikke har set før. Billeder ser på en eller anden måde mere virkelige ud. Næsten som 3D, og så alligevel slet ikke. Man skal se det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det mest imponerende er tekst. Jeg tror aldrig, jeg har set en skærm, der er så lækker at læse på – ikke engang en e-bogslæser. Og selv om vi taler meget om video, spil og billeder, er tekst jo det, man bruger en stor del af sin skærmtid på. Artikler, beskeder, mails og alt det andet, der fylder i hverdagen. Her gør Duo en forskel, som jeg lægger mærke til, hver gang jeg åbner den.

Jeg tager mig selv i at undre mig over, hvorfor alle skærme ikke ser sådan ud. Når man først har siddet og læst på den, er det svært ikke at ønske sig den samme oplevelse på resten af sine skærme.

Der er dog et lille forbehold. I meget lys kan især det sorte få et mere gråt udtryk. Det tager lidt af kontrasten og er det ene område, hvor begejstringen får en lille ridse. Men det ændrer ikke på, at inderskærmen er min klart største grund til at være begejstret for iPhone Duo.

Formatet giver mening

Den anden store gevinst er formen. Som jeg også skrev i min anmeldelse af Samsung Galaxy Z Fold8, synes jeg, det giver bedre mening med en lidt mere kvadratisk telefon i sammenfoldet tilstand, hvis man til gengæld får en inderskærm med proportioner, der fungerer som en rigtig tablet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er især tydeligt med video. Jeg har aldrig helt forstået begejstringen for en stor, næsten kvadratisk inderskærm, hvis en god del af den alligevel bliver til sorte bjælker, så snart man starter en film. En tablet er blandt andet fantastisk til at se film og serier på. Så skal den foldbare telefon, der gerne vil være en lille tablet, selvfølgelig også have et format, hvor det giver mening.

Det har Duo. Når telefonen åbnes, får jeg den oplevelse, jeg gerne vil have ud af en foldbar: en reel gevinst ved at folde den ud. Inderskærmens kvalitet gør selvfølgelig sit, men proportionerne er mindst lige så vigtige for, at ideen fungerer.

Den lille, lidt tykke skærm på ydersiden er faktisk også en fin løsning. Jeg kunne dog godt ønske mig, at den var en anelse større. Ikke fordi den skal overtage inderskærmens arbejde, men fordi den stadig er den skærm, man møder, hver gang man tager telefonen frem uden at åbne den. Her ville lidt mere plads være velkommen.

Yderskærmen er på 5,4 tommer, og formatet 1,4:1. Selve rammen er lavet af Grade 5-titanium, og hængslet kan holde telefonen delvist åben, så den kan stå selv. Apple opgiver desuden IP68 med vandtest ved op til seks meters dybde i 30 minutter, hvilket er noget konkurrenterne ikke kan matche, hvilket giver den endnu en fordel. Det er en laboratorieklassificering, og beskyttelsen kan aftage med slid, men når man har købt en telefon til 18.000 kr. (mindst) ville det godt nok være decideret træls hvis man så kunne ødelægge den ved bare at spilde lidt vand på den… Så det er et ret stort plus i min bog.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Apple har tænkt over detaljerne

Formatet stiller også krav til softwaren, og her er Apples egen tilpasning virkelig vellykket. De små menuer i højre side på yderskærmen er et godt eksempel. De får pladsen til at føles gennemtænkt, og der er en klar fornemmelse af, at brugerfladen er lavet til netop den her telefon.

Det samme gælder overgangen, når Duo åbnes og lukkes. Den er lækker på den måde, hvor man hurtigt holder op med at tænke over den, fordi det hele hænger naturligt sammen. Og så er der de mere legesyge detaljer, eksempelvis funktionerne, når telefonen bruges som vækkeur. Det er den slags, der gør det sjovt at lege med en telefon som denne i en helt ny formfaktor.

StandBy fungerer her også uden en oplader, når telefonen står delvist foldet. Der er blandt andet nye visninger til vejr og kalender, og står Duo som et telt, kan inderskærmen gradvist lyse op, når vækkeuret ringer. Split View er den mere praktiske side af samme idé: To apps kan stå ved siden af hinanden, og man kan også åbne to vinduer fra samme app, eksempelvis Safari. Et app-par kan gemmes, så de to apps fremover åbner sammen, hvilket fungerer godt og jeg har faktisk brugt funktionen flere gange i testperioden.

Der er dog også softwareløfter, som skal læses med de skarpe briller. Ifølge Apples guide kommer understøttelse af Apple Pencil med USB-C på begge skærme først senere på året; pennen sælges (naturligvis) separat og når man allerede har givet 18.000 kr. for telefonen er det voldsomt at skulle af med endnu flere sedler for at få en pen også – men kan være man har en liggende fra en iPad, og så er funktionen jo dejlig at have. Den nye Siri AI starter på engelsk og er ikke tilgængelig i EU på iOS ved lanceringen. Den skal derfor ikke tælle som en fordel for danske købere her og nu. Men det gør sig jo gældende for alle Apples telefoner lige for tiden, og man kan jo så kun håbe på, at de snart får styr på det, for det er virkelig et irritationsmoment og en hæmsko for potentielle køberes lyst til at investere – er i hvert fald mit bud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selv uden de kommende funktioner viser Apples tilpassede apps, StandBy og Split View, hvorfor kombinationen af iPhone og foldbar er interessant. Den store skærm og muligheden for at stille telefonen delvist åben giver nye måder at bruge den på. Det fungerer overbevisende i Apples egne løsninger. Udfordringen er at få resten af appsene med.

Nu venter vi på udviklerne

Apple er sent ude med foldbare telefoner, og det mærker man tydeligt, så snart man bevæger sig uden for de bedst tilpassede apps. Hardware og brugerflade kan være nok så gennemtænkt. Hvis appen ikke ved, hvad den skal stille op med pladsen, får man ikke den fulde oplevelse.

Det minder mig om overgangen til Retina. Dengang gik der også tid, før udviklerne fik opdateret deres apps, og i mellemtiden sad man med en ny skærm, som softwaren ikke udnyttede ordentligt. Nu handler det om formatet og om at få menuer og indhold placeret rigtigt, men følelsen af at vente på, at appsene indhenter telefonen, er meget den samme.

Indtil videre er det stort set kun Apples egne apps, der for alvor fungerer, som jeg synes, de skal. Og selv blandt dem er et par først lige blevet opdateret. Jeg har endnu ikke fundet en eneste dansk app, der er tilpasset Duo. (iNPUT’s egen app vil dog have understøttelse ved lanceringen, så den bør du nok hente allerede nu…) Netflix og et par andre af de helt store har gjort arbejdet, men selv Metas apps er endnu ikke klar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det betyder ikke, at alle de andre apps er ubrugelige. Det betyder, at forskellen mellem en tilpasset app og en, der endnu ikke er tænkt igennem til Duo, bliver meget synlig. Man ser, hvor godt det kunne være, og bliver så lidt mere irriteret, når den næste app ikke udnytter mulighederne.

Apple kan selvfølgelig ikke lave alle udviklernes arbejde. Men udviklerne skal altså ind i kampen. Med de AI-værktøjer, der efterhånden findes til at hjælpe med koden, håber jeg, at vi taler dage frem for måneder, i hvert fald for de enklere tilpasninger. Det er et håb, ikke noget jeg kan regne med. Lige nu må jeg bedømme telefonen med de apps, der faktisk findes, og her er der stadig et tydeligt efterslæb.

Jeg savner virkelig Face ID

Der er også kompromiser, som en appopdatering ikke kan løse. Det største i min hverdag er fraværet af Face ID. Især på forsiden. Jeg savner det virkelig, og det er en af de ting, der minder mig om, hvad jeg har givet afkald på ved at vælge Duo frem for en almindelig iPhone.

I stedet sidder Touch ID i sideknappen og fungerer både med telefonen åben og lukket. Man kan registrere flere fingre, så oplåsningen passer til de forskellige måder at holde Duo på. Det er altså ikke, fordi Apple har fjernet biometrisk oplåsning. Jeg foretrækker bare stadig Face ID.

Jeg ville klart have foretrukket en længere udskæring i skærmen, hvis det kunne give plads til Face ID. Prioriteringen undrer mig faktisk. Højre side af yderskærmen er jo alligevel afsat til menuen, så en lidt længere Dynamic Island ville efter min mening være en rimelig pris at betale.

Det er selvfølgelig mit ønske til udformningen, og jeg kender ikke alle de tekniske hensyn bag Apples valg. Men som bruger er jeg ikke i tvivl: Jeg ville hellere have ansigtsgenkendelsen. Det håber jeg virkelig, Apple finder en løsning på i en kommende generation.

Kameraet koster også et kompromis

En anden ting jeg savner er lidt mere zoom. Det er ikke en katastrofe for mig, og det er heller ikke i sig selv nok til at få mig til at ville vælge en anden telefon. Men selv om Apple næppe ville formulere det sådan, konkurrerer den også om opmærksomheden fra dem, der ellers ville vælge en iPhone 18 Pro Max. Og her er zoomkameraet altså en vigtig del af pakken.

Duo har et hovedkamera på 48 megapixel og en ultravidvinkel på 48 megapixel, som ifølge Apple er den samme som i iPhone 18 Pro. De 2x zoom, Apple beskriver som optisk kvalitet, kommer fra hovedkameraet frem for et separat telekamera. Hovedkameraet understøtter desuden video i 4K ved 120 billeder i sekundet.

Folden giver til gengæld nogle muligheder, som en almindelig iPhone ikke har. Duo Preview viser motivet på yderskærmen, så den, man fotograferer, kan se udsnittet, og samme løsning gør det muligt at tage selfies med bagkameraerne – med betydeligt bedre billedkvalitet til følge. Kid Cue viser animationer på yderskærmen for at fange børns opmærksomhed, mens Smart Take ifølge Apple automatisk tager billeder, når alle er klar. Det er ekstra funktioner i kameraet, men de ændrer ikke min vurdering af billedkvaliteten.

Resten af kameraoplevelsen er glimrende, men Duo slår ikke de bedste på markedet. Især i mørke synes jeg stadig, der er svagheder. Jeg får ofte billeder, der ender uskarpe, selv når jeg gør mig umage med at holde telefonen helt stille. Det er frustrerende, fordi et godt motiv jo ikke bliver mindre interessant af, at lyset er forsvundet.

Det er derfor ikke kameraet, jeg ville vælge Duo for. Det er godt nok til meget af det, jeg bruger det til, men det er samtidig et af de områder, hvor jeg skal acceptere, at en mere traditionel topmodel kan give mig mere.

Ydelse, batteri og opladning

Indeni sidder A20 Pro, produceret med 2-nanometerteknologi, og et kølesystem med dampkammer. Apple lover op til 35 procent højere vedvarende ydelse end iPhone 17 Pro. Det er Apples sammenligning, ikke et resultat fra mine egne målinger, men jeg kan konstatere, at telefonen kun sjældent bliver varm, heller ikke under vedvarende belastning som spil eller andre krævende opgaver.

Der er et batteri i hver halvdel, men telefonen styrer dem som ét. Apple opgiver op til 44 timers video på yderskærmen og 31 timer på inderskærmen. Tallet for typisk brug er op til 24 timer med lige meget brug af begge skærme, og det kan jeg nikke genkendende til – den er ikke på højde med batterilevetiden på Pro Max, men jeg vil sige at den ligger tæt på en almindelig 18 Pro, og jeg har ikke haft problemer med at nå en fuld dag på en opladning undtagen første dag, hvor den synkroniserede derudaf i mange timer.

Ifølge Apple kan Duo oplades til 50 procent på omkring 20 minutter med en egnet USB-C-oplader på mindst 60 watt og et passende kabel. I min brug når jeg 80 procent på omkring 35 minutter. MagSafe understøtter op til 25 watt, hvilket er fint – især hvis du lader om natten (jeg anbefaler dog altid et almindeligt kabel, da trådløs opladning har mere spild og skaber mere varme).

Kun eSIM

Inden du skifter til Duo, er der også en lille, ekstra praktisk detalje at være opmærksom på: Den bruger kun eSIM overalt i verden. Har du et fysisk SIM-kort, skal dit abonnement derfor flyttes til eSIM. Det er fint med mig – jeg har ikke brugt et fysisk SIM-kort i årevis, og jeg forestiller mig, at mange af dem, der overvejer en Duo, har det på samme måde.

Se også vores video-anmeldelse af iPhone Duo.

Den bedste foldbare – men ikke perfekt

Efter at have brugt iPhone Duo er det især inderskærmen og formatet, der bliver ved med at begejstre mig. Sammen med Apples tilpasninger af brugerfladen giver de mig en grund til at folde telefonen ud i hverdagen. Det er den gevinst, der gør Duo til den mest interessante iPhone, jeg har brugt siden iPhone 4.

MERE OM SAMME EMNE:

Begejstringen fjerner dog ikke kompromiserne. Jeg savner Face ID og mere zoom, kameraet har sine svagheder i mørke, og for mange apps udnytter endnu ikke formatet ordentligt. Appsene kan blive bedre med opdateringer, men Face ID og et separat telekamera kommer jeg til at undvære i denne generation.

Valget afhænger derfor af, hvad du helst vil have ud af din iPhone. Hvis FaceID og et mere fleksibelt kamera vejer tungest, er en almindelig Pro-model mere oplagt. For mig er gevinsten ved inderskærmen og formatet stor nok til, at jeg accepterer de afsavn. Derfor er Duo mit valg og efter min mening den bedste foldbare på markedet lige nu. Hvis man altså lige har mindst 17.999 kr. Og helst 19.999 kr. så man kan få de 512GB hukommelse.

Apple iPhone Duo

Fra 17.999 kr.

Den bedste foldbare på markedet lige nu. Inderskærmen og formatet begejstrer, men Face ID, kamera og manglende apptilpasning kræver kompromiser.

Styrker

  • Fremragende mat inderskærm, især til læsning
  • Velvalgte proportioner til film og serier
  • Gennemtænkt brugerflade og overgang mellem skærmene

Svagheder

  • Mangler Face ID
  • Intet separat telekamera og usikre billeder i mørke
  • Mange apps udnytter endnu ikke formatet
  • Meget høj pris

Score

80%

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.