TEST: Google Fitbit Air

Google har gjort noget ret interessant med Fitbit Air. Hvor stort set hele markedet for wearables bevæger sig mod større skærme, flere funktioner og konstant mere information, går Fitbit Air nærmest den modsatte vej. Der er ingen skærm. Ingen notifikationer. Ingen apps man skal åbne på håndleddet. Ingen små vibrationer hele tiden. I stedet er idéen, at man bare tager båndet på og lader det arbejde i baggrunden.

Det lyder næsten for simpelt i en tid, hvor smartwatches efterhånden forsøger at være små telefoner på armen. Men efter nogle ugers brug står det ret klart, at Google faktisk har fat i noget vigtigt her. Fitbit Air er ikke et produkt, der prøver at imponere med hardware eller vilde funktioner. Det handler mere om at fjerne friktion. Og det viser sig hurtigt, at der er noget ret befriende over sundhedsteknologi, man nærmest glemmer, at man har på.

På papiret lyder en manglende skærm som en begrænsning, men i praksis er det faktisk overraskende sjældent, man savner den. Tværtimod gør det Fitbit Air mindre, lettere og betydeligt mere behageligt at have på end et smartwatch. Især om natten gør det en enorm forskel. Jeg har aldrig rigtigt vænnet mig til at sove med et smartwatch, fordi de simpelthen fylder for meget og konstant minder én om, at man har elektronik spændt fast til kroppen. Fitbit Air er helt anderledes. Efter nogle dage glemmer man nærmest, at det sidder der.

Det er samtidig her, produktet begynder at give mening. Google virker til bevidst at have fjernet alle de ting, der typisk gør wearables irriterende i længden. Der er ingen beskeder der blinker, ingen mails, ingen sociale medier og ingen små distraktioner. Fitbit Air handler kun om aktivitet, sundhed, restitution og søvn. Det gør oplevelsen langt mere afslappet, end man normalt forbinder med moderne sundhedsteknologi.

AI der overraskende nok ikke er irriterende

Noget af det mest interessante ved Fitbit Air er AI-coachingen. Ikke fordi “AI” længere automatisk gør et produkt spændende, men fordi Googles løsning faktisk virker overraskende brugbar i praksis. Mange AI-funktioner i fitnessprodukter føles stadig som marketing forklædt som teknologi. De giver generiske råd, sender ligegyldige notifikationer og ender hurtigt med at blive noget, man ignorerer.

Fitbit Air er anderledes. Her føles coachingen langt mere kontekstforstået, end jeg havde forventet. Det bedste eksempel kom faktisk under en rejse til USA. Her begyndte systemet automatisk at tage højde for jetlag, ændrede træningsplanen og forsøgte aktivt at hjælpe med restitution og søvnrytme. Det lyder måske som en lille ting, men det gjorde oplevelsen langt mere menneskelig. I stedet for bare at presse flere træningspas ind, virkede det som om systemet faktisk forstod situationen.

Hvis man bor en del på hotel som jeg gør er man vant til at skulle forholde sig til forskellige former for motionscentre – fra helt små steder med 2 maskiner og en trædemølle, til store, veludrustede fitness centre. Her kan Fitbit Air hjælpe: Jeg har taget billeder af de forskellige maskiner, fortalt Fitbit Air hvad jeg havde brug for at træne, og så sammensatte den et program og viste hvordan jeg skulle bruge maskinerne. Det er virkelig en fed funktion.

Det er samtidig vigtigt at understrege, at man stadig skal tage mange af dataene som AI’en bruger med et gran salt. Søvntracking er stadig ikke en eksakt videnskab, uanset hvor meget producenterne prøver at få det til at lyde sådan. Men Fitbit Air rammer alligevel et ret godt punkt mellem nyttig information og realistiske forventninger. Især på USA-turen var det faktisk en slags trøst at kunne se, at selv om jeg sov alt for lidt, fik jeg stadig relativt meget REM-søvn og dyb søvn. Om tallene altid er hundrede procent korrekte, er umuligt at vide, men de føltes troværdige nok til at være brugbare uden at blive fanatiske.

Jeg oplevede generelt søvntracking som mere præcis end på de smarte ringe, jeg tidligere har testet. Samtidig er komforten markant bedre end på et smartwatch. Kombinationen af høj komfort og relativt overbevisende tracking gør faktisk Fitbit Air til et af de første produkter i kategorien, hvor jeg reelt havde lyst til at have det på døgnet rundt.

Batteriet ændrer hele oplevelsen

Noget af det, man hurtigt opdager med Fitbit Air, er hvor meget batterilevetid betyder for oplevelsen af et wearable. Smartwatches er efterhånden blevet så funktionsfyldte, at mange af dem nærmest konstant skal lades. Det betyder, at man hele tiden tænker over batteri, opladning og hvornår man skal tage uret af.

Fitbit Air er det stik modsatte. Batteriet holder længe nok til, at man nærmest stopper med at tænke over det. Jeg har i gennemsnit ladet det cirka hver fjerde dag, og i skrivende stund havde jeg haft det på i tre dage med stadig 39 procent tilbage. Det lyder måske ikke ekstremt sammenlignet med nogle simple aktivitetsmålere, men sammenlignet med moderne smartwatches føles det næsten absurd befriende.

Det ændrer hele forholdet til produktet. Fitbit Air bliver mere noget, man bare har på, end noget man aktivt administrerer hele tiden.

Selve opladningen fungerer via en magnetisk specialledning, som klikker fast bag på båndet. Det fungerer fint nok, men det er samtidig en af de ting, der minder én om, at specialkabler stadig er irriterende. Man skal passe lidt på ikke at miste ledningen, fordi man naturligvis ikke bare kan tage en standard USB-C ledning fra skrivebordet og sætte direkte i båndet. Det er ikke et stort problem, men det er heller ikke specielt elegant.

Selve designet er samtidig relativt diskret. Jeg har testet den blå version, som skiller sig lidt mere ud, men generelt forsøger Fitbit Air ikke at være et luksusprodukt. Materialerne føles fine uden at være premium, og det er egentlig meget passende for prisen på 799 kroner. Google prøver tydeligvis ikke at konkurrere direkte med dyre smartwatches i titanium og safirglas. Fokus er mere funktionalitet, komfort og daglig brug.

Google Health føles mere modent end Fitbit gjorde

En af de største ændringer omkring Fitbit Air er faktisk ikke selve båndet, men softwaren bag det. Google har nu samlet oplevelsen under navnet Google Health, mens Fitbit primært fungerer som hardware-brand. I praksis betyder det, at hele softwareoplevelsen nu føles som et “ægte” Google-produkt.

Det kan man så enten elske eller hade. Men resultatet er i hvert fald mere konsistent end tidligere Fitbit-produkter ofte var. Hvis man allerede bruger Googles apps og tjenester, vil menuopbygning, design og navigation føles ret genkendeligt. Samtidig er appen generelt logisk bygget op med masser af data og funktioner at gå på opdagelse i.

Noget af det mest imponerende er faktisk, hvor godt automatisk registrering af træning fungerer, når systemet først lærer ens rutiner at kende. De første dage var der lidt rod med logning af træning, og enkelte pas blev registreret lidt mærkeligt. Men efter noget tid begyndte Fitbit Air nærmest automatisk at forstå, hvilke aktiviteter jeg lavede, og registreringen blev markant mere præcis. Selv autoregistrering starter typisk kun få sekunder efter, at man er begyndt at træne. Det gør hele oplevelsen mere passiv på den gode måde. Man behøver ikke konstant starte og stoppe træninger manuelt eller huske at aktivere funktioner.

Det betyder dog ikke, at skærmløs fitness er perfekt. Under træning savnede jeg flere gange muligheden for hurtigt at kunne se min puls live uden at skulle finde telefonen frem. Det er en reel fordel ved smartwatches, og det er sandsynligvis den funktion, jeg savnede mest under testen. Fitbit Air fungerer derfor bedst som et produkt til folk, der gerne vil tracke sundhed og aktivitet uden konstant at interagere med teknologien direkte.

Og det er måske netop derfor, Fitbit Air fungerer så godt. Google har ikke forsøgt at lave et smartwatch uden skærm. De har lavet noget helt andet. Et produkt man tager på for at få indsigt i sundhed, søvn og aktivitet uden samtidig at få endnu en digital skærm presset ind i hverdagen. Det er ikke unikt og mange har gjort noget lignende. Men google har gjort det simpelt og let at bruge og kombineret det med en AI coach, der faktisk virker. Og det gør hele forskellen.